FinansWatch

Rusland: Flere USA-sanktioner er lig med økonomisk krig

"Vi kan blive nødt til at besvare nye amerikanske sanktioner med andre midler," siger russisk premierminister.

Foto: /ritzau scanpix/AP/Alexei Nikolsky

Hvis USA indfører flere sanktioner, vil det være det samme som at erklære økonomisk krig. Det siger Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev, til nyhedsbureauet Tass.

Rusland kan blive nødt til at svare igen med andre midler, hvis det rammer russiske banker, advarer han.

USA's udenrigsministerium oplyste onsdag, at der indføres nye sanktioner mod Rusland senere på måneden efter et angreb med en russisk udviklet nervegift.

Det ramte i marts en afhoppet russisk spion, Sergej Skripal, og hans datter Julia i England.

Hvis Rusland ikke giver passende svar på hændelsen, har amerikanske politikere advaret om, at de forbeholder sig retten til at skærpe sanktionerne.

"Hvis der gribes til midler som forbud mod bankaktiviteter eller brugen af den ene eller den anden valuta, kan det klart beskrives som en erklæring om økonomisk krig," siger Medvedev.

"Og den krig må besvares med økonomiske, politiske og om nødvendigt andre midler. Og vores amerikanske partnere bør indse det," mener han.

De amerikanske sanktioner, som træder i kraft senere på måneden, omfatter et eksportforbud af følsomt elektronisk udstyr.

I sidste uge blev et særskilt lovforslag fremlagt af republikanske og demokratiske senatorer, skriver Reuters.

Det vil begrænse flere russiske statsbankers muligheder for at kunne operere i USA og begrænse bankernes mulighed for at anvende dollar.

Men det er ikke endeligt afgjort, om forslaget kommer til afstemning i Senatet.

Præsident Donald Trump har ellers signaleret vilje til et tættere samarbejde med Rusland. Det fortalte han præsident Vladimir Putin under deres topmøde i Finland i sidste måned.

Putin er inviteret på besøg i USA af Trump. Putin har svaret igen ved at invitere Trump til Moskva.

Forsiden lige nu

Maersk vil tage bid af marineforsikringsmarkedet

Containerrederiet går nu ind på marineforsikringsmarkedet med det, selskabet kalder en "udvidet ansvarsløsning", som lukker huller i uforudsete situationer. Forsikringsaktør vurderer, at produktet især vil være relevant for mindre afskibere.

Ny rapport forudser pres på kapitalforvalteres indtjening

Indtjeningen hos kapitalforvaltere vil komme yderligere under pres, forudser PWC i international rapport, og tendensen ventes også at ramme danske forvaltere, vurderer dansk partner i konsulenthuset. Hos en af landets største kapitalforvaltere kan man godt kende tendensen, men ser muligheder i en ny forretningsmodel.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere