FinansWatch

Wall Streets banker klarer stresstest

Bankerne på Wall Street klarede sig torsdag gennem skærene, da USA's centralbank, Federal Reserve, offentliggjorde resultaterne af den årlige stresstest.

Foto: /Ritzau/AP/Richard Drew

Resultatet viste, at bankerne har godt med kapital til at leve op til kravene.

Federal Reserves stresstest konkluderer, at alle 35 banker i undersøgelsen vil kunne modstå en alvorlig økonomisk krise. Det er ifølge Bloomberg News tredje år i træk, at bankerne består prøven og lever op til myndighedernes minimumskrav til kapital.

Testen vurderer, hvor meget kapital hver bank ville have tilbage efter en finansiel krise.

Goldman Sachs og Morgan Stanley var de to af bankerne på Wall Street, der klarede sig mest ringe, da de begge i testen var 1 pct.point fra Federal Reserves supplerende minimumskrav for gearing, som ikke må være højere end 3 pct.

I testen havde ingen Wall Streets banker problemer med at leve op til kravene på kernekapital. Kun State Street, der også var udfordret på gearingsmålet, var under 1 pct.point fra minimumskravet på 4,5 pct.

"Trods et hårdt scenario og andre faktorer, som påvirkede dette års test, så er kapitalniveauerne for selskaberne efter den hypotetiske alvorlige globale recession højere end de faktiske kapitalniveauer for store banker i årene før den seneste recession," udtaler Federal Reserves næstformand, Randal Quarles, i en kommentar.

Torsdagens stresstest er den første af to vigtige undersøgelser fra centralbanken. Senere på måneden kommer endnu en analyse, og den er for mange nok så vigtig, da den afgør, om bankernes reelle kapitalniveauer er tilstrækkeligt solide til, at de kan få tilladelse til at udbetale udbytter og købe aktier tilbage.

Går den undersøgelse godt, ventes der ifølge Bloomberg News, udbyttebetalinger og tilbagekøb af aktier for 150 mia. dollar fra bankernes side, hvilket vil være 25 pct. eller 30 mia. dollar mere end i 2017.

Forsiden lige nu

PFA-direktør forudser disruption - kig mod Wework

Spænd sikkerhedsselen, for der er store forandringer forude i markedet for ejendomsadministratorer, siger pensionsdirektør, der selv henter inspiration i internationalt kontorfællesskab. Administrator nikker genkendende og forbereder sig på efterspørgsel på en række ekstra services som tøjvask og mad hjem fra jobbet.

Nydeligt kvartalsregnskab fra Nordea

Nordea leverede i andet kvartal en bundlinje, som var godt 5 pct. bedre end forventet, og leverede stort set som forventet på de øvrige regnskabstal. Banken fastholder også forventningerne til 2018. (Opdateret)

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere