FinansWatch

Danske Bank ser ikke FED-signal som stor ændring

Den lave inflation gør det usandsynligt, at den amerikanske centralbank vil sætte renten mere aggressivt op trods signal om yderligere to stigninger i år, mener Dansk Bank.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hævede onsdag sin toneangivende rente, fed funds rate, med 25 basispoint til intervallet mellem 1,75 og 2,00 pct. Samtidig indikerer bankens såkaldte dotplot-diagram, at cheferne i centralbanken ser to renteforhøjelser mere foran sig og fire i alt i 2018. Hidtil har banken selv indikeret en rentebane med i alt tre forhøjelser i 2018.

Hos Danske Bank vurderes det, at onsdagens renteforhøjelse er et tegn på en stærk amerikansk økonomi, men man vurderer ikke, at banken vil sætte sine renter aggressivt op.

"At den amerikanske centralbank sætter renten op, er et tegn på, at det går godt for økonomien: Væksten er solid, og ledigheden bliver ved med at falde. Alligevel er det svært at forestille sig, at den amerikanske centralbank vil sætte renten mere aggressivt op. Den primære årsag er, at kerneinflationen fortsat er under 2 pct.-målsætningen, og dermed kan den amerikanske centralbank tillade sig at være tålmodig med sine rentestigninger," hedder det i en kommentar fra Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker.

"De opdaterede prognoser viser, at medianmedlemmet nu forventer samlet set fire rentestigninger i år (dvs. to yderligere) mod tre på marts-mødet. Selvom det er et lidt hårdere signal, så er der ikke tale om en stor ændring i reaktionsfunktionen, for komiteen har hele tiden været lidt splittet på, om det var mest rigtigt med tre eller fire. Det er nok også derfor, at vi ser, at dollaren stiger her efter annonceringen."

Den amerikanske centralbank har nu løftet renten syv gange, siden man begyndte den eksisterende cyklus med stramninger i december 2015, og det vurderes, at der kun er fire forhøjelser tilbage, før renten er neutral og derfor hverken sparker til eller kølner den amerikanske økonomi.

FED hæver atter renten

Forsiden lige nu

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere