De danske banker og forsikringsselskaber skal have lov til at købe og eje selskaber, som ellers ikke opererer inden for deres kerneforretning. Det foreslår erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).
Han vil fjerne ejerskabsbegrænsningerne, fordi flere store it-selskaber er begyndt at bevæge sig ind på bankerne og forsikringsselskabernes territorium, således at de får mulighed for at købe og udvikle it-platforme selv, skriver Jyllands-Posten.
"Inden for det digitale område har banker ret snærende bånd for, hvad de kan lave til deres kunder, og det er med den digitale udvikling et problem. En bank må i dag kun drive egentlig bankvirksomhed eller virksomhed, der ligger meget tæt op ad bankvirksomhed. Fremover bliver det muligt at udvikle forretninger i forlængelse af bankvirksomheden - særligt inden for it og data," siger Birgitte Bundgaard Madsen, kontorchef i Finansdanmark, til Jyllands-Posten.
Forslaget vækker glæde hos direktøren for forretningsudvikling hos Spar Nord, Ole Madsen, som kalder det for "strategisk interessant" for banken. Forsikringsbranchen ser også store muligheder i forslaget. Torben Weiss Garne, underdirektør i Forsikring & Pension, henviser til, at forsikringsselskaber i udlandet eksperimenterer digitalt med, hvordan man skal få fat på kunderne i fremtiden.
Tysk storbank forventer opbrud: Store spillere vil ryste markedet