FinansWatch

Forbrugerombudsmand: Enormt vigtig dom mod Jyske

Forbrugerombudsmand Henrik Øe ser Jyske Banks nederlag ved Østre Landsret i dag som en vigtig og principiel afgørelse, der skifter en afgørende bevisbyrde over på banken.

Det op til Jyske Bank at bevise, at de har givet bedre rådgivning end den, man kunne finde i bankens brochure om det forfejlede investeringsprodukt Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer.

Hverken brochuren om obligationerne eller finanskrisen kan bruges som figenblad. Sådan lyder bedømmelsen fra forbrugerombudsmand Henrik Øe, der har anlagt en stribe prøveretssager mod banken, efter Jyske i dag tabte en sag om produktet mod en anden forbruger.

"Det er efter min mening en meget vigtig dom, Østre Landsret har afsagt i dag. Landsretten siger, at det er et kompliceret produkt, der kræver nærmere rådgivning, der både skal omfatte risikoen ved at geare produktet, og den risici man løber for at tabe penge ved kursfald. Den bevisbyrde skal banken løfte, og det kunne man ikke i denne sag. Og så fastsætter man erstatning til hele forskellen mellem købsprisen og den nuværende værdi," siger Henrik Øe til FinansWatch og fortsætter:

"Samtidig skyder retten et af Jyske Banks hovedargumenter ned, da man fastslår, at finanskrisen ikke kan bruges som undskyldning. Den her dom vil være meget gavnlig for mine sager mod banken. Det er en ganske, ganske vigtig dom. Ikke at vi har vundet sagerne endnu, men landsretten fastslår nogle meget vigtige, principielle ting."

Jyske: Det er en enkeltsag

Sagen kan teoretisk set koste banken ca. 800 mio. kr.

Jyske Bank fortalte tidligere på dagen til FinansWatch, at man ikke regner dommen for principiel, men at man kun ser den som relevant for den konkrete sag, og at man som det centrale punkt ser den konkrete rådgivning:

Jyske Bank: Tror ikke dom får bred betydning

Og på det punkt er banken faktisk næsten enige med Henrik Øe:

"Det er jo sådan set rigtigt nok, at det handler om rådgivningen. Men det interessante er, at landsretten er enige i vores synspunkt om, at det er banken, der står med bevisbyrden for, at der er givet tilstrækkelig rådgivning."

"Jeg morer mig meget"

Dagens vinder i Østre Landsret, advokat Peter Ølholm, går længere endnu.

"Jeg morer mig meget over Jyske Banks synspunkt. Jeg mener slet ikke, at man kan læse dommen sådan. Jyske Bank brugte halvdelen af tiden i sagen på at tale om finanskrisen, og hvor uforudsigelig, den var. Og det afviste landsretten blankt som undskyldning. Og så slår dommen fast, at prospekt og brochure slet ikke er nok, men at banken i stedet skal godtgøre, at man har givet tilstrækkelig rådgivning. I vores sag fremlagde de så slet ikke noget som helst. Og det stiller i min optik banken i en enormt svær position, hvor de sidder med bevisbyrden," siger han til FinansWatch.

Advokaten oplyser samtidig, at han ikke har flere verserende sager mod Jyske Bank.

Jyske Bank har ifølge juridisk direktør Peter Stig Hansen endnu ikke besluttet, om man ønsker at anke sagen.

Hele tabet

Banken blev ved dagens sag dømt til at betale hele den tabte værdi på obligationerne – ca. 800.000 kr. ud af 1,1 mio. kr.

Sker det på en større skal kan det gøre ondt på banken, der i alt solgte JIMHO-papirer for 1,1 mia. kr., hvoraf ca. 800 mio. kr. var tabt for kunderne, da banken lukkede ned for det gearede produkt for at undgå selv at tage tab.

Det fik en række forbrugere til at oprette hjemmesider, klage til Pengeinstitutankenævnet – hvor Jyske Bank har nægtet at følge en stribe klare nederlag – og til at gøre samle sig i en grupperetssag, der i dag køres af Lett Advokater.

Undervejs har de fået tung støtte fra Finanstilsynet, der i en tung kritik påpegede, at Jyske Bank ikke kunne støtte sin sag på den brochure, man havde lavet om de såkaldte obligationer.

Sager til sommer

Og altså fra Forbrugerombudsmanden, der har anlagt ni retssager ved Vestre Landsret. Henrik Øe oplyser, at man håber at have afsluttet sagerne inden sommeren 2012.

Han peger samtidig på seks punkter, han ser som afgørende fra dagens sag:

- Obligationerne anses for et forholdsvis kompliceret investeringsprodukt, som kræver en nærmere individuel rådgivning ved salg til kunder uden forhåndsviden om denne type hedgeprodukter.

- Bankens rådgivning skal navnlig omfatte den betydelige gearing og risikoen for, at tab må realiseres i tilfælde af en uventet betydelig kursudvikling

- Brochuren kan ikke træde i stedet for en sådan rådgivning, men kan alene supplere den

- Banken har bevisbyrden for, at kunden har accepteret en bestemt risikoprofil og for, at banken har ydet den krævede individuelle rådgivning

- Finanskrisen i 2008 kan ikke udelukke et ansvar for banken for den utilstrækkelige rådgivning

- Erstatning fastsat til differencen mellem anskaffelsesprisen og kursværdien på domstidspunktet

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere