FinansWatch

Bankdirektør advarer mod at sidestille millionlån med caffe latte

De ekstremt lave renter skævvrider bankkunders forhold til at låne penge. Det mener Danske Banks topchef, Thomas Borgen, som illustrerer sin pointe med en historie om en Danske Bank-kunde, et huslån og en caffe latte.

Thomas Borgen, adm. direktør, Danske Bank oplever, at kunder sidestiller millionlån med caffe latte. Foto: ritzaufoto/arkiv/Stine Bidstrup/Peter Hove Olesen

En familie på fire, to voksne og to børn, træder ind i en Danske Bank-filial et sted i Danmark.

Folk tænker på det at låne en million som det at købe en cafe latte

Thomas Borgen, adm. dir. i Danske Bank
Sådan indleder bankens topchef Thomas Borgen sin historie ved en konference om finansiering, som Finanstilsynet arrangerede for nylig.

"Familien ville flytte til et nyt hus, fordi naboen havde købt et nyt hus, så de vil låne fire mio. kr.," sagde Thomas Borgen.

Danske Bank-direktøren deltog i en paneldebat, og det var her, han trak en anekdote om det lave renteniveau og kundernes skævvredne forhold til at låne penge ud af ærmet.

Ifølge Thomas Borgen er den erfarne rådgiver, som familien møder i banken, ikke begejstret for budgettet, der er lige lovligt stramt.

"Kvinden i familien ser på tallene og siger så; Jeg drikker bare en caffe latte mindre om dagen, så har vi råd til at låne en million mere. Og manden stemmer i og siger, at han også kan gå en caffe latte ned, så de kan låne to millioner mere," fortalte bankdirektøren.

Respekten for at låne er væk

I skrivende stund kan boligsultne danskere få et F-Kort realkreditlån med variabel rente til en debitorrente på minus 0,29 pct. hos Totalkredit. Med bidrag giver det årlige omkostninger i procent, ÅOP, på 0,96 pct. Lever man livet uden livrem og seler og dropper at afdrage på lånet de første ti år, er den månedlige ydelse efter skat på 810 kr. pr. mio. kr., man låner.

Sammenlignet med en realkreditobligation er prissætningen af en caffe latte en anelse mere volatil og uforudsigelig, men det er rimeligt at antage, at en god latte koster omkring 39 kr. Dermed giver det en besparelse på 1170 kr. om måneden, hvis man kan skære sit latte-forbrug ned med en om dagen.

Med andre ord er det rigeligt til at låne en ekstra mio. kr. Men den holder ikke, sagde Borgen på konferencen.

"Respekten for at låne er væk, og vi er kommet til, at folk tænker på det at låne en million som det at købe en caffe latte."

Rådgiverne møder det dagligt

Kundernes gode ideer om, hvad man kan skære ned på for at kunne låne en million ekstra, er ikke kun et fænomen i Danske Bank. Også i Arbejdernes Landsbank kommer kunderne med mere eller mindre gode privatøkonomiske forslag.

"Det er en sindssygt svær balancegang, og jeg kan godt forstå Borgens metafor, for jeg kender historien fra alle vores rådgivere, som bliver mødt med det her hver eneste dag," siger bankens ordførende direktør, Gert Jonassen, da FinansWatch genfortæller Borgens anekdote.

"Det er blevet så vanvittigt billigt at låne, at kunden ved at ændre en lille smule i sit forbrugsmønster kan holde til at låne meget mere," tilføjer han.

Arbejdernes Landsbank er en af de banker, der langer rigtig mange boliglån over skranken, og de seneste tre år er udlånet steget godt 17 pct. Dermed siger banken ja til en hel del kunders låneønsker. Men ikke, hvis kunden kommer med et caffe latte-argument, fastslår Gert Jonassen.

"Min erfaring er, at folk har utroligt svært ved at ændre forbrugsvaner. Så man bør som bank se forbi caffe latten og i stedet se på, hvor robust kundens privatøkonomi er. Kan kunden eksempelvis tåle, at renten begynder at stige igen?"

Latte og lån kan ikke sidestilles

Det kan med andre ord godt være, at kunden kan sidestille et millionlån med en caffe latte. Men det kan man ikke som bank, mener Jonassen.

Den sidestilling kan man heller ikke lave ud fra et makroøkonomisk perspektiv, mener cheføkonom i Nordea, Helge J. Pedersen.

"Sammenligningen mellem lån og caffe latte kan godt laves privatøkonomisk på den korte bane, men den går ikke ud fra et makroøkonomisk synspunkt. For jo flere der har en høj gæld i forhold til deres indkomst, jo større betydning vil et rentestigningsscenarie kunne få for den økonomiske udvikling i almindelighed," siger cheføkonomen.

Helt overordnet er danskerne ikke blevet mere forgældede. Tværtimod, forklarer Helge J. Pedersen.

"Lånelysten blandt virksomheder og husholdninger er generelt ikke ret stor, og danskernes gæld er blevet reduceret," siger han.

Siden 2008 er husholdningernes lån i banker og realkredit steget godt 11 pct., viser tal fra Nationalbanken. Indlånet er i samme periode vokset med omkring 30 pct.

(Artiklen fortsætter under grafikken...)

Unge mest udsat for caffe latte-lån

Det er dog en sandhed med modifikationer, for bag tallene kan gemme sig store forskelle mellem generationer, hvor det især er yngre mennesker, der forsøger at få fingre i drømmehuset ved at skære ned på caffe latten, mens de ældre generationer betaler af på gæld.

"De unge har behov for lånene, og når boligpriserne stiger, er de nødt til at påtage sig en større gæld i forhold til indkomsten. Det er måske ikke noget problem at klare afdrag og rentebetalinger, når renten er så lav. Hvis man så endda kan gøre det afdragsfrit, er det næsten ligegyldigt, om man låner en, to, tre, fire eller fem mio. kr.," siger Helge J. Pedersen.

Hvorfor er det ligegyldigt, om man låner en eller fem millioner?

"Det er det heller ikke, men det betyder først noget, når renten stiger. Der er sikkert mange, der i dag har en relativt høj gældskvote, og jeg kan godt være lidt bekymret for, at der nogle, der kommer til at sidde med for høj gæld i forhold til indkomst."

Bekymringen går dog mest på den enkelte, der kan ende med at være fanget med en meget høj gæld, end den går på samfundsøkonomien.

"Pengeinstitutterne er nok i dag så meget bedre polstret, end de var i midten af 00’erne, at jeg har svært ved at se, at det ville føre til en systemisk krise som følge af en boligboble, der brister," siger Helge J. Pedersen.

Tilbage på konferencen kom Thomas Borgen ikke med nogen løsning på problemet med kundernes skæve forhold til det at låne penge, og han ville heller ikke spå om fremtiden, da han blev spurgt af ordstyren.

"Jeg ved kun, at der foregår et eller andet. Og vi skal være opmærksomme," sagde Borgen.

Bankernes overfyldte pengetanke bliver ved med at vokse

Afdragsfri boliglån bliver afløst af lån med afdrag

Forsiden lige nu

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere