En valutakrise, et udlån på 400 mia. kr. overvejende med sikkerhed i bankernes boliglån - og et i forvejen presset boligmarked.

Til sammen tre faktorer, der kan medføre tab på Nationalbankens nye, massive udlånsordning – og et tungt pres på boligmarkedet.

Sådan skitserer professor Jesper Rangvid fra CBS ét af de værste scenarier for den nye og op til 400 mia. store udlånsordning: Et frontalsammenstød med fastkurspolitikken.

”Man øger potentielt sin eksponering over for det danske boligmarked. Du kan jo sige, at pointen i at tage sikkerhed i realkreditobligationer er, at boligen kan falde 20 pct. i værdi, inden der kommer tab, mens banklånene generelt ligger på de sidste 20 pct. af lånet. Så risikoen er større,” siger Jesper Rangvid til FinansWatch.

Kan man ikke risikere at skabe en temmelig ubehagelig situation hvis boligmarkedet kommer i problemer. Bernstein har trods alt selv sagt, at fastkurspolitikken er absolut førsteprioritet for Nationalbanken?

2008 - eller værre

”Jo. Det kan man godt. Hvis vi forestiller os en valutakrise som i efteråret 2008, eller en endnu værre krise, så vil Nationalbanken for at forsvare kronen være tvunget til at hæve renten, og da der er en forholdsvis stor andel af boliglånene der er flekslån, så kan det gøre det svært for nogle boligejere, hvilket så igen kan udløse tab for nogle boligejere, hvis lån Nationalbanken har som sikkerhed. Ved at hæve renten risiker banken altså at påføre sig selv tab. Og det er relevant i forhold til, at ordningen altså drejer sig om temmelig mange penge,” siger Jesper Rangvid.

Nils Bernstein selv udtrykte - inden ordningens detaljer kom frem - selv en frygt for, at en for stor lånefacilitet ville kompromittere bankens evne til at forsvare kronen – en evne, som nationalbankdirektøren understregede er altafgørende for banken.

Matcher balancen

Jesper Rangvid ser overordnet ordningen som det bedste af de mulige løsninger på at støtte bankerne fra statens side.

Men han påpeger, at havde Finanstilsynet, politikerne og Nationalbanken vist større overvågenhed i sidste årti, så havde ordningen måske slet ikke været nødvendig med den meget store redningspakke.

”400 mia. matcher jo nogenlunde Nationalbankens balance, som gennem de sidste par år har svinget mellem 400 og 600 mia. kr. . Det er ikke fordi jeg overordnet set er imod den her løsning – jeg tror den er bedre end for eksempel en forlængelse af den individuelle statsgaranti eller lignende, og det er heller ikke en god løsning ikke at gøre noget, for bankerne kan ikke låne andetsteds for øjeblikket. I det lys er det her nok den bedste løsning, trods alt. Her er der dog sikkerhed og et haircut,” siger Rangvid og fortsætter:

England, 1992

”Men det er enormt irriterende, at vi overhovedet står i den her situation på grund af, at vi har banker, der har sat sig selv i den her situation. Man skulle have holdt bedre øje for nogle år siden.”

Og så øger de voldsomt populære flekslån alt andet end lige Nationalbankens mulige valutadilemma ganske anseeligt, lyder det fra professoren.

”Heldigvis er valutakriser jo ofte korte perioder, og så længe der er nogenlunde tiltro til Danmarks økonomi, så går det nok. Men i det modsatte tilfælde kan det blive et relevant scenarie. Det er i hvert fald noget mere sandsynligt end for ti år siden, i og med vi har fået så mange flekslån. Havde man indført den her ordning for ti år siden ville det ikke have været et problem,” siger Rangvid og uddyber:

”I England i 1992 så man jo, at man under valutakrisen satte renten på op til 15 pct., mens svenskerne, der ikke havde flekslån, havde sendt den op i helt urealistiske højder. Det kunne englænderne ikke, for så havde de skadet deres eget boligmarked for meget. Så svenskerne kunne sende renten op, mens englænderne var klar over, at de ville smadre deres eget boligmarked ved at gøre det. Og tager Nationalbanken ikke samme hensyn, kan de risikere at påføre sig selv tab.”