FinansWatch

Finanstilsynet: Ingen automatisk bremse på Bernsteins likviditet

Finanstilsynets øvre ramme for, hvor meget en bank kan trække på Nationalbankens nye, gigantiske likviditetsfacilitet er ikke sat i stål, lyder det fra Ulrik Nødgaard, der hilser ordningen velkommen.

Foto: STROYER TORBEN

400 mia. kr. i livline til landets banker.

Omfanget af Nationalbankens nye ordning er stort, og det kan give bankerne en nødvendig ro, lyder det fra Finanstilsynets Ulrik Nødgaard.



Han gør samtidig klart, at bankerne skal forvente besøg fra tilsynet, hvis mere end 33 pct. af deres likviditet kommer fra Nationalbanken – men at den grænse ikke er en automatisk bremse.

Roligt klima

”Der er jo klart, at det er en stor ordning. Vi ser positivt på det, men man skal selvfølgelig stadig arbejde på at skaffe sundere funding i bankerne. Men det her skaber et mere roligt klima for bankerne,” siger Ulrik Nødgaard til FinansWatch.



Kan ordningen på mellemlangt sigt afløse de statsgaranterede lån?



”Det er ikke meningen. Der skal stadigvæk ske en tilpasning. De institutter, som er vokset meget hurtigt, og som har opbygget store ubalancer, har stadigvæk en udfordring, der skal håndteres. Der her giver bare et mere roligt klima at gøre det i.”

Signifikant sum

Men en linje på op mod 400 mia. kr. er jo anseeligt mere, end staten har lånt ud...



”Ja. Det er en signifikant sum. Men det er en facilitet som står til rådighed, ikke noget man skal basere sin forretning på. Vi synes som udgangspunkt ikke, at den her ordning bør fylde mere end 33 pct. af den pågældende bank likviditet.”



Hvorfor har I sat grænsen der?



”Vi har siddet og kigget på tallene på tværs af institutterne. Og det er så heller ikke en mekanisk grænse – det vi bare siger, er at hvis man holder sig under 33 pct., så lader vi instituttet være i fred. Hvis man kommer over 33 pct., så vil vi begynde at interessere os for banken, og have en dialog. Men man kan godt komme over 33 pct.”



Så der er ingen øvre grænse?



”Nej.”

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs