Danske Bank skal passe på farligt vadested
Er han på vej ud? Sidder han sikkert i sadlen? Eller sidder han kun sikkert i sadlen i en kort periode, og derfor er der vigtige beslutninger, der skal gemmes til en nye CEO er udpeget?
Det er den slags dilemmaer som bestyrelsen i Danske Bank i disse uger tumler med, fordi der er opstået stor opmærksomhed omkring Peter Straarups magtbase på Holmens Kanal.
Men det er farligt territorium at bevæge sig i, fordi organisationen risikerer at stå stille i afmagt over, at det er uklart, hvem der reelt bestemmer.
Mindre effektiv
”Op til et chefskifte er der altid et politisk spil i en organisation. Chefen mister status, fordi medarbejderne ved at den langsigtede autoritet er væk. Og så er du mindre effektfuld som leder,” siger professor Steen Thomsen fra CBS.
Han understreger, at han ikke udtaler sig om den specifikke sag i Danske Bank, men helt generelt.
Han siger, at det er en evig diskussion i bestyrelsesarbejde, om man skal arbejde med åremålsansættelser og faste grænser for, rent aldersmæssigt, hvornår topchefer fratræder.
”Faren er, at der opstår et vadested i en organisation, hvor ingen tør træffe de nødvendige beslutninger. Den chef, der er på vej ud, vil ikke, og de andre i en organisation kan ikke, fordi de ikke har det nødvendige mandat fra bestyrelsen til at gøre det,” siger Steen Thomsen til FinansWatch.
Han siger, at der derfor findes gode argumenter for, at den overgangsperiode, der altid er i forbindelse med et chefskifte, skal være så kort som mulig.
Mangler mandat
”Der er jo ingen præcis opskrift på det perfekte ledelsesskifte, fordi de afhænger af utrolig mange ting, bl.a. om den nye chef kommer indefra eller udefra. Men hvis man henter en kandidat udefra, så kan det være en udmærket løsning, at der er en overgangsperiode på 2-3 måneder. Godt nok venter alle i organisationen på den nye CEO, men han er lige på trapperne. Og samtidig får den nye chef muligheden for at sætte sig ind i virksomheden, tale med medarbejdere og ledelse og tid til at rejse rundt. For den dag man sætter sig i stolen, der er der typisk en forventning om, at man er klar, og så skal der ledes og træffes beslutninger fra morgen til aften. 80 timer om ugen,” siger Steen Thomsen.
Headhunter Allan Mortensen fra Horton International siger, at det altafgørende i sådan en proces er, at bestyrelsen udstikker et klart mandat.
”Det er helt sikkert, at hvis en virksomhed melder et ledelsesskifte ud, og man henter en udefra, og der så går 6-9 måneder før vedkommende tiltræder, så står man med et alvorligt problem, fordi ingen har det nødvendige mandat til at træffe de langsigtede beslutninger,” siger han til FinansWatch.
Relaterede artikler:
Blæst om Straarup fortsætter
For abonnenter