Udenlandske investorer køber danske statsobligationer i stor stil
Investorerne er på jagt efter såkaldt "sikre havne" og en af dem er tilsyneladende danske statsobligationer. Børsen skriver, at udenlandske investorer i august købte for 29 mia. kr. danske statsobligationer, det er den største udenlandske interesse i tre år.
”På grund af gældskrisen i Europa har der været stor efterspørgsel efter andre valutaer end euro – blandt andet de skandinaviske. Derfor har efterspørgslen efter danske statsobligationer været massiv,” siger Anders Svennesen, der er obligationschef i ATP.
"Investorerne søger ud af euroland og mod blandt andet Danmark, Sverige og Norge. I det kapløb er der en fordel ved Danmark, for vi har en fast valutapolitik, så her undgår investorerne valutakursrisikoen," siger Jens Peter Sørensen, der er chefanalytiker i Danske Markets.
Jacob Skinhøj, der er chefanalytiker i Nordea Markets, gør dog samtidig opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er udenlandske investorer, der står bag hele det samlede køb af statsobligationer for 29 mia. kr., da danske bankers udenlandske afdelinger, formentligt også står bag en del af handlen.
Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.