Avis: Ændring af bankpakke 3 lige om hjørnet
Kritikken af den danske model for håndtering af nødlidende banker har været massiv siden Bankpakke 3 blev taget i brug første gang i forbindelse med Amagerbankens krak.
Nu tyder det ifølge Berlingske Business på, at ændringer af den udskældte afviklingsmodel er på vej. Avisen erfarer, at der i øjeblikket arbejdes på højtryk i Økonomi- og Erhvervsministeriet på en ændring af Bankpakke 3, der vil blive fremlagt lige efter sommerferien. Hvad ændringerne kommer til at indebære er uklart, men ifølge avisen skal det blandt andet blive lettere at finde en sektorløsning inden en bank krakker.
Sektorløsning
Senest har det magtfulde ratingbureau Standard & Poor’s over for FinansWatch kritiseret den danske model for ikke at give de stærke banker incitament til at træde til før efter et krak.
S&P: Dansk model kan udløse flere krak
Den kritik er Dansk Folkepartis erhvervsordfører Colette Brix enig i. Hun oplyser i øvrigt, at der er indkaldt til møde om Finansiel Stabilitet 10. august i ministeriet.
”Det vil komme op, hvad der ligger i kortene, for der er ingen tvivl om, at hvis bankerne får lov at gå ned først, så er det meget billigere for dem, der ligger og køber op, end hvis bankerne ikke går ned, og de skal købes, som de er. Vi ved jo godt, at der er banker, der er i problemer, og derfor er vi nødt til at se på, hvordan vi håndterer det. Vi skal nødigt igen have de situationer, som vi har haft,” siger Colette Brix til Berlingske Business.
Også De Radikale har agumenteret for, at det skal gøres lettere at finde en sektorløsning, mens Brian Mikkelsen tidligere har slået fast, at ændringer i bankpakken ikke må koste flere skattekroner.
Relaterede artikler:
Ingen skattekroner i Bankpakke-justering
For abonnenter