Græske storbanker fusionerer
De to store græske banker Alpha og EFG Eurobank er blevet enige om en fusion, der vil skabe landets største bank. Det skriver Bloomberg News.
Sammenlægningen ventes gennemført i midten af december.
Det var ventet, at de to banker kunne blive enige om betingelserne for en fusion.
Siden finanskrisen ramte Grækenland, har landets banker mistet omkring 90 procent af deres værdi på aktiemarkederne.
Eurobank er den næststørste bank målt på udlån i Grækenland, mens Alpha Bank følger lige efter.
Både den græske regering og centralbanken i Athen har opfordret pengeinstitutterne i landet til at konsolidere sig gennem sammenlægninger for derved at bidrage til at hive landet igennem den økonomiske krise.