FinansWatch

Dialog mellem analytikere og IR bør optages på bånd

Samtaler mellem aktieanalytikere og de børsnoterede selskabers IR-folk bør optages, mener professor.

Samtaler mellem aktieanalytikere og de børsnoterede selskabers IR-folk bør rutinemæssigt optages på bånd for at sikre, at der ikke formidles intern viden, som er kurspåvirkende, foreslår professor i børsret, Jesper Lau Hansen fra Københavns Universitet.

Det skriver Nyhedsbrev for Bestyrelser fredag.

Forslaget kommer efter den mudrede afgørelse fra Nasdaq OMX om "mulig videregivelse af kursrelevante oplysninger" ved et møde mellem A.P. Møller - Mærsks IR-chef og en analytiker fra SEB Enskilda i forsommeren.

I dag er det almindelig kutyme, at alle telefonsamtaler mellem aktiehandlere og deres investeringskunder bliver optaget på båndoptager for at sikre dokumentation i tvivlsspørgsmål, fremhæver professoren.

"Det samme ville være oplagt at gøre ved dialog mellem aktieanalytikere og professionelle investorer på den ene side og repræsentanter for de børsnoterede selskaber på den anden side," siger Jesper Lau Hansen.

Eventuelle optagelser vil ifølge professoren hjælpe på langt hovedparten af den kommunikation, der finder sted mellem selskabet og eksterne analytikere.

Jesper Lau Hansen påpeger, at med en båndoptagelse ville det efterfølgende have været muligt at klarlægge helt præcist, om IR-manden i A.P. Møller - Mærsk-sagen havde været for åbenmundet eller analytikeren for kreativ, hvilket er både i selskabets og markedets interesse.

(Ritzau Finans)

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs