FinansWatch

Bankdirektører: Brug dog nogle penge

En række af landets bankdirektører opfordrer direkte kunderne til at låne nogle flere penge, for der er masser af luft i familien Danmarks budget. Øget forbrug er godt for bankerne – og for Danmark, lyder det.

Foto: NDAHL TORBEN

Væksten i dansk økonomi er flad som en sprinter-etape i Tour de France, hvilket rammer de danske banker på indtjeningen, der gerne vil låne nogle penge ud. Men de danske forbrugere er særdeles tøvende i forhold til at optage privat gæld heri årene efter finanskrisen, og de seneste ugers ekstreme uro på finansmarkederne har formodentlig ikke gjort den private investeringslyst større.

En række bankdirektører lægger ikke skjul på, at de finder det ærgerligt – både for deres egen indtjening og for Danmarks økonomi – at forbrugerne er så fastlåste i synet på gældsoptagelse. Og det handler ikke om, at folk skal stifte en uforsvarlig gæld, som de ikke har økonomi til at afdrage på, nej det handler ifølge de tre bankdirektører, som FinansWatch har talt med, om, at der er masser af luft i mange danskeres budgetter til at låne lidt penge, som kan opfylde nogle private drømme, og samtidig sparke gang i dansk økonomi.

”Vores udlån står stort set stille, fordi kunderne p.t. nedbringer gæld. Der er næsten ingen, der har spenderbukserne på,” siger således Lasse Nyby, topchef hos Spar Nord.

Lidt kedeligt

”Vi kan jo se, at rigtig mange af vores privatkunder har luft i deres økonomi til at øge forbruget. Og det er jo også det Danmarks økonomi har brug for, at der kommer lidt gang i forbruget igen. Og med en bankmands øjne der er det jo også lidt kedeligt, at kunderne ikke rigtig vil låne penge, når de rent faktisk kan gøre det, uden at vi skal slække på kreditkvaliteten,” siger Lasse Nyby.

Opfordrer du ligefrem dine kunder til at låne nogle flere penge?

”Vi prøver at gøre folk opmærksomme på, at hvis de skulle have lyst til eksempelvis at udskifte bilen, så har de råd til det. Og så kan vi hjælpe dem med et fordelagtigt lån,” siger Lasse Nyby.

Spar Nord har et samlet udlån på godt 40 mia. kr., men væksten på udlånssiden, hvis man ser bort fra nogle ekstraordinære og kortvarige låneengagementer, var i første halvår på kun 1-2 pct.

En fire timers køretur længere mod sydøst, i Svendborg Sparekasse, der sidder bankdirektør Svend Erik Kracht også og er skuffet over at banken i første halvår ikke formåede at øge nyudlånet mere i banken end tilfældet var.

Banken skriver i sit netop aflagte halvårsregnskab, at ”…til gengæld er nyudlån, specielt til privatkunder, i underkanten af det ønskelige”.

”Ejendomsmarkedet ligger jo temmelig stille, hvor der ikke er mange handler. Så selvom vi har en stærk likviditet, så er det svært at låne ud til det segment af kunder,” siger Svend Erik Kracht.

Folk passer ekstra godt på

Hvad vil du gøre for, at jeres nyudlån til boligkunderne stiger?

”Nu er der kommet nogle politiske udspil her i weekenden, som vi skal have kigget nærmere på. Men vi vil forsøge at skrue nogle tilbud sammen, så det er attraktivt for folk med en sund økonomi at låne hos os. Vi vil meget gerne positionere os hos boligkøberne, fordi det er lån med en lang løbetid,” siger Svend Erik Kracht til FinansWatch.

”Det er jo spændende tider vi lever i, og det er klart, at det får folk til at passe ekstra godt på, selvom de sådan set har en utrolig sund økonomi,” siger Kracht.

Hos Jyske Bank og Anders Dam fornemmer man ligeledes en bankdirektør, der ærgrer sig lidt over, at de private kunder ikke har mere mod på at låne penge.

”Det er befolkningen selv, der skal trække sig op, men det er en svær mekaniske, fordi det er psykologi. Men det er begrænset, hvad man mere kan gøre mere via det offentlige. Det er befolkningen selv, der skal redde sig selv ud af suppedasen,” siger han til FinansWatch.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs