Regnskab: Nørresundby Bank halverer nedskrivninger
Der er overskud i Nørresundby Bank, selvom det er barberet voldsomt ned sammenlignet med første halvår af 2010.
I første halvår 2010 kunne banken præsentere et overskud før skat på 48,3 mio. kr. I dag er det tal barberet ned til 17,5 mio. kr.
Det er særligt posten kursreguleringer, der trækker ned i regnskabet. Her hev banken sidste år 30,2 mio. kr. hjem, i år er det tal vendt til et minus på 7,9 mio. kr. Samtidig skyldes faldet i resultatet, at banken har måttet betale 23,7 mio. kr. til krakkede banker.
Ledelse tilfreds
Netto rente- og gebyrindtægterne falder en anelse i forhold til sidste år fra 207,4 mio. kr. til 204,1 mio. kr. Til gengæld går nedskrivningerne den helt rigtige vej for banken. De er faldet med 51 pct. fra 47,7 mio. kr. til 23,3 mio. kr.
Bankens ledelse kalder resultatet for tilfredsstillende og forholder de tidligere udmeldte forventninger til helåret.
"Med baggrund i halvårsresultatet samt forventningerne til 2. halvår fastholdes de tidligere udmeldte forventninger om et primært resultat før kursreguleringer og nedskrivninger på udlån m.v. for hele året i niveauet 130 - 140 mio. kr. I forventningerne til 2. halvår indgår ikke yderligere reservationer til konkursramte pengeinstitutter," lyder det i regnskabet.
Relaterede artikler:
Nørresundby Bank vil booste udlån med boligtiltag
For abonnenter
"Vi banker ikke på nogen steder"
For abonnenter