Regnskab: Skjern Bank fastholder forventningerne

Resultatet før skat mere end halveres, men nedskrivingerne fortsætter med at falde og nettorente- og gebyrindtægterne holder samme niveau som i 2010. (Opdateret 08.51)
Af Kasper Kronenberg og Ritzau Finans

Skjern Bank fastholder forventninger til årsprognosen, selvom bankkrak på Mors og på Amager river og flår på brutal vis i bankens regnskab.

Banken kan dog fortsat tjene penge trods de ubehagelige engangs-udgifter til Indskydergarantifonden. Bundlinjen er dog barberet ned til 3 mio. kr. - mod en indtjening i første halvår 2010 på 8,2 mio. kr.

Resultatet, der betegnes som "acceptabelt", er påvirket af et fortsat højt nedskrivningsbehov, om end det er faldet til 27,8 mio. kr. fra 38,7 mio. kr. i første halvår 2010. Udgifterne til Indskydergarantifonden var på 3,9 mio. kr. mod 0,2 mio. kr. i den tilsvarende periode sidste år, hvor der til gengæld var udgifter til Bankpakke I på 8,9 mio. kr.

Vækst i ind- og udlån

Nettorente- og gebyrindtægterne i Skjern Bank faldt i halvåret en anelse til 108,5 mio. kr. fra 108,9 mio. kr., mens kursreguleringerne vendte til et underskud på 2,6 mio. kr. fra et overskud på 17,0 mio. kr. i den første halvdel af 2010.

Endelig havde Skjern Bank ultimo perioden en solvensprocent på 15,4.

Indlånet er i løbet af andet kvartal øget med 100 mio. kr., mens udlånet er steget 47 mio. kr. i samme periode.

Skjern Bank fastholder sine forventninger til hele regnskabsåret om et basisresultat på 80 til 95 mio. kr.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også