Avis: Kruse vil have forlænget statsgarantierne
I et kort interview med Børsen siger Henning Kruse Petersen, at han gerne ser justeringen af Bankpakke III tage afsæt i det konsolideringsbehov han mener, der er i den danske banksektor.
Derfor mener den tidligere Nykredit-direktør, at man bør koble en forlængelse af de individuelle statsgarantier med evnen og viljen til at konsolidere sektoren.
"Det er et likviditetsproplem, et soliditetsproblem og et konsolideringsproblem. Det skal helst gå op i en lidt højere enhed. Så hvis man kan få gennemført nogle forstandige konsolideringer, så synes jeg, at der bør stilles de fornødne garantier til rådighed i en forlænget form," siger Henning Kruse Petersen.
I disse dage sidder embedsmændene i økonomi- og erhvervsministeriet og pusler med en justering af den kritiserede Bankpakke III, som bl.a. er med til at vanskeliggøre en lang række danske bankers fundingsmuligheder i udlandet.
Kruse Petersen mener også, at det haster med, at politikerne får fundet en løsning.
"Hele finanssektoren og hele samfundet har brug for, at der sker noget, så situationen kan blive afklaret. Derfor er det vigtigt, at der nu bliver lagt en langsigtet plan," siger Henning Kruse Petersen.
Relaterede artikler:
Kondrup: Finansuro øger behov for bankpakke-justering
For abonnenter