Jyske Bank skal bidrage til Grækenland
De europæiske banker skal fremover bære en del af den græske gældsbyrde. Og det betyder også, at Jyske Bank - som formentlig er den eneste danske bank, der ligger inde med græske statsobligationer - kommer til at spytte penge i redningsaktionen.
Men på hvilken måde, Jyske Bank kommer til at tage del i redningsaktionen, er endnu uvist.
"Det hele afhænger af sammensætningen af selve pakken, og hvordan man helt præcist vil gå ind og afregne de danske banker i dette tilfælde," siger bankekspert og formueforvalter Thomas Berngruber fra Formuepleje.
500 millioner
De seneste tal viser, at Jyske Bank har for omkring 500 millioner kroner græske statsobligationer. Det er en meget lille del sammenlignet med lande som Tyskland og Frankrig, der har betydeligt mange flere penge i klemme.
"I Danmark betyder det meget lidt, eftersom det kun er et meget lille beløb, og det vil ikke flytte noget for den almindelige dansker. Men hvordan effekten bliver for de enkelte banker, er svært at sige," siger bankekspert fra Jyske Bank, Christian Hede.
Det kan dog ikke udelukkes, at danske forbrugere også risikerer at mærke det på pengepungen.
Smitte af
"Det er klart, at hvis europæiske forbrugere fremover skal betale mere for bankprodukter, fordi der skal betales noget til Grækenland, så kan det principielt også smitte af i Danmark," siger han.
I Tyskland er chefen for landets største bank, Deutsche Bank, ikke i tvivl om, at den nye hjælpeaftale får konsekvenser for hans bank.
"Det rammer os hårdt," siger Deutsche Bank-bossen Josef Ackermann.
"Men jeg er helt overbevist om, at vi har taget et meget vigtigt skridt. Vi har fundet en god løsning for Grækenland," siger han til den tyske tv-kanal ZDF.
Ud af den nye milliardhjælp til Grækenland, som lyder på i alt 159 milliarder euro (1185 milliarder kroner), ventes det, at bankerne bidrager med 50 milliarder euro.
/ritzau/