Fondsbørsen slår rekord i rejst kapital

Knap 40 mia. kr. har forskellige selskaber hentet hos investorerne via fondsbørsen i første halvår. Det er en suveræn rekord, selvom kun halvdelen af året er gået. (Opdateret 8/7 07.03)

***I Børsens artikel om »Rekordmeget kapital rejst på fondsbørsen« fremgik det, at de børsnoterede selskaber i år har fået tilført 39,4 mia. kr. i ny kapital. Det var ikke korrekt. Beløbet er i stedet 23,8 mia. kr. Der var fejl i de opgørelser, som fondsbørsen i København, Nasdaq OMX, havde udarbejdet. Nordic Tankers har kun hentet 8,7 mio. kr. i ny kapital, og for Bavarian Nordic er tallet 697,6 mio. kr.

Selvom dansk økonomi har gevaldige problemer med at komme op i fart, så er der fuld damp på kedlerne på fondsbørsen, hvor fondsbørsens adm. direktør Bjørn Sibbern allerede nu kan glæde sig over, at 2011 bliver det år nogensinde, hvor der er rejst flest penge på børsen. Det skriver Børsen.

39,4 mia. kr. har selskaberne hentet, både via nyemissioner og kapitaludvidelser, hvor Danske Banks gigantstore kapitaltilførsel på mere end 20 mia. kr. trækker det store læs.

”Selvfølgeligt fylder Danske Bank meget i billedet, men der er også mange andre, der har været på banen. Jeg synes faktisk, at det her viser, at fondsbørsens rolle som et sted, man kan hente kapital, fungerer. Det ser meget, meget fornuftigt ud,” siger Bjørn Sibbern til Børsen.

Ikke decideret gået noget galt

Den tidligere rekord blev sat i 2008, hvor der blev rejst 38,8 mia. kr. via investorerne på børsen.

Tidligere har børs-chefen Sibbern spået, at 2011 kunne blive et sandt boom-år, men nynoteringerne har ladet vente på sig, bl.a. måtte ISS aflyse sin tilbagevenden til børsen i sidste øjeblik.

”Der er som sådan ikke noget, der er gået galt. Aktiemarkederne har slingret i år og er påvirket af det, der sker i den globale økonomi. Det kan vi ikke stille ret meget op imod, men jeg er da glad for, at vi med Danske Andelskassers Bank nu har fået den første nynotering i år,” siger Bjørn Sibbern.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også