FinansWatch

Tilsynet ude med riven efter tre småbanker

Offentliggjorte inspektionsredegørelser fra Finanstilsynet uddeler kras kritik til Basisbank, Totalbank og Sparekassen Farsø. I alle tre banker finder tilsynet behov for nye nedskrivninger og kritiserer kreditpolitikken.

Knap har Finansiel Stabilitet fået afleveret nøgler og navneskilt til Visti Nielsen, der sættes ind som oprydder i den krakkede Fjordbank Mors, før Finanstilsynet sender friske inspektionsredegørelser på gaden, der er kras læsning for alle stakeholders i relation til basisbank, Totalbank og Sparekassen Farsø.

Redegørelserne indeholder markant kritik af en række forhold i de tre banker, hvor den røde tråd er behov for stigende nedskrivninger og et kredithåndværk, der ifølge Finanstilsynet langtfra har været i orden. I alt har de tre mindre banker, hvor af Totalbanken er børsnoteret, fået otte påbud og seks såkaldte risikooplysninger, efter Finanstilsynet har gennemgået bøgerne.

Håb om opstramning

Totalbanken og Basisbank får samtidig at vide, at de har "beskeden solvensoverdækning".

"Det, de små banker har problemer med, er dårligt kredithåndværk. Men vi ved ikke, hvor mange af dem, der har problemerne. Tilliden til, at Finanstilsynet kan finde ud af, hvad der foregår, er efterhånden begrænset. Finanstilsynet har indtil videre enten givet alt for lang snor til dårlige banker eller ikke været i stand til at identificere problemerne i disse, men det må vi jo håbe, at de nu har fået strammet op," siger lektor i finansiering ved Aarhus Universitet Jan Bartholdy til Berlingske Business.

Finanstilsynet udsendte i maj en redegørelse fra et besøg i Totalbanken i april. Besøget betød, at Totalbanken hævede sine nedskrivninger i første kvartal til 78 mio. kr.

"Vi ville have nedskrevet for omkring 10-15 mio. kr., så vi er naturligvis ikke enige i Finanstilsynets vurderinger," sagde administrerende direktør Ivan Sløk til Ritzau Finans på det tidspunkt.

Metodeændring

I Totalbanken har Finanstilsynet blandt andet nedskrevet otte udlånsengagementer med sammenlagt 63,5 mio. kr.

Men det er alene et spørgsmål om en metodeændring fra tilsynets side, mener bankdirektør Ivan Mølgaard Sløk:

»Der ligger et skærpet tilsyn bag. Det, der tidligere blev bogført som kreditreservationer, er nu nedskrivninger. Det er et resultat af den skrappere måde, Finanstilsynet gør det på, ikke af at engagementerne er blevet dårligere,« siger han til Berlingske Business.

Ingen bekymring

I sin redegørelse hæfter Finanstilsynet sig også ved, at Totalbankens likviditetsoverdækning er mindre end den individuelle statsgaranti, som skal tilbagebetales i 2013. Men det bekymrer ikke Ivan Mølgaard Sløk:

»Vi har et lån på 500 mio. kr., og hos Finanstilsynet kigger de på, om vi har 500 mio. kr. klar til at tilbagebetale. Det har vi ikke, men vi mangler omkring 100 mio. kr., og det er inden for et tåleligt område. De skal først tilbagebetales i 2013,« siger han og afviser, at Finanstilsynets redegørelse generelt er udtryk for bekymring:

»Jeg tror ikke, de er bekymrede. Hvis de var, var det nok gået ligesom oppe på Mors, og så havde de nok ikke forladt banken igen. Finanstilsynet har gjort opmærksom på nogle ting, og dem arbejder vi på at bedre«.

Finanstilsynet: Krisen fortsætter

Mors-formand fatter ikke tilsynet

Fjordbank-direktør: Håber tilsynet tog fejl

Mere fra FinansWatch

"Blot fordi man er chef er det ikke sikkert at man får gode ideer"

Den amerikanske investeringsplatform Public.com, der er stiftet af danske Jannick Malling, er ved at opbygge en stor udviklingsafdeling i Danmark. Nu er selskabet rykket til nye lokaler centralt i København. Det skal gøre det nemmere at rekruttere medarbejdere og skabe de perfekte rammer for arbejdskulturen, så gode ideer kan boble op nedefra.

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs