FinansWatch

Fjorbank Mors sat på børspause

På grund af rygter om afvikling af banken har Fjorbank Mors anmodet fondsbørsen om en børspause, mens man forbereder meddelelse. Nasdaq OMX har imødekommet ansøgningen. Opdateret 14:50

Fjordbank Mors har tabt 24 pct. af sin markedsværdi i dagens handel. Det sker på baggrund af rygter om en afvikling af banken. Derfor har banken nu bedt om - og fået - en pause i handelen.

"Baggrunden for anmodningen er rygter i markedet om at banken er nødlidende og vil blive afviklet i weekenden. Banken vil senere i dag udsende selskabsmeddelelse om udviklingen," skriver Fjordbank Mors-direktør Torben Sørensen i meddelelsen.

Meddelelsen gør samtidig ikke klart, at rygterne skulle være forkerte. To timer efter den første meddelelse, der kom 12:48, er der stadig ingen ny information fra banken.

Banken arbejder p.t. på en større restrukturering af banken, hvor balancen vil blive nedbragt drastisk, hvilket man informerede fondsbørsen om den 31. maj. Dengang kunne man også fortælle, at man var nødsaget til at lade staten konvertere hybrid kernekapital om til aktier, således at banken i dag er storaktionær i banken.

I samme meddelelse skrev Fjordbank Mors, at direktionen blev slanket fra to mand til én mand, som i dag er adm. direktør Torben Sørensen.

I denne uge har banken oplevet en del blæst omkring den finansielle situation, da dagbladet Børsen på forsiden skrev, at fem danske banker, ifølge en analyse fra Niro Invest, i dag er i en dårligere forfatning end Amagerbanken og Roskilde Bank var, da de gik ned. Til FinansWatch sagde Torben Sørensen efterfølgende omkring analysen, at han ikke mener, at den kan stå alene og tegne et retvisende billede af bankens tilstand.

Banken skrev i meddelelsen for en måned siden, at man med udgangen af juni måned forventer at have gennemført de nødvendige strukturelle ændringer.

Finanstilsynet ønsker ikke at udtale sig om bankens situation, men henviser til meddelelsen og den kommende uddybelse fra bankens side.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Finansiel Stabilitet.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs