Politisk vilje til at ændre bankpakke
Forleden meddelte Brian Mikkelsen, at han var klar til at ændre Bankpakke III, hvis ikke resten af EU indfører lignende regler. Og nu følger politikere fra de øvrige partier trop.
»Vi håber selvfølgelig ikke, at flere banker bliver nødlidende, men det skal man vist være optimist for at afvise. Derfor er vi bestemt nødt til at være ændringsvillige i forhold til at tilpasse vilkårene,« siger Morten Østergaard, næstformand i Radikale Venstre, til Berlingske Business.
Dansk enegang
»Bankpakke 3 er jo lavet med udgangspunkt i de fælles EU-regler, som er blevet aftalt. Men nu viser det sig så bare, at vi er de første og tilsyneladende også de eneste, der har implementeret det, og det må vi så forholde os til,« siger SFs finansordfører, Ole Sohn, til avisen.
Også Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen (V) er klar til at stoppe den danske enegang, når det gælder afviklingen af nødlidende banker.
»Grundtanken med det, vi har lavet, er jo, at vi skulle lande på et regelsæt, der lignede hinanden i Europa i forhold til de vilkår, banker og bankkunder møder. Hvis forudsætningen for den lovgivning ændrer sig, så ville det da være mærkeligt, hvis ikke vi tog fornyet bestik af situationen. Jeg synes egentlig, at Bankpakke 3 var ganske fornuftig, men det var med forventningen om, at det var den samme vej, resten af Europa gik,« siger han til Berlingske Business.