Kruse: 15 banker er nok i Danmark
I dag er der cirka 115 pengeinstitutter i Danmark, men hvad skal vi med så mange, spørger bestyrelsesformand i Finansiel Stabilitet Henning Kruse Petersen. Ifølge ham er 12 til 15 pengeinstitutter rigeligt. Det skriver Nyhedsbrevet Finans.
"Vi ved ikke, hvordan situationen ser ud om tre, fire år. Muligvis vil der komme en runde af kollapser mere med udløbet af de individuelle statsgarantier. Men så må vi tage det med. Hvad skal vi også med 100 pengeinstitutter i Danmark? 12-15 er så langt rigeligt," sagde Henning Kruse Petersen i forbindelse med et debatmøde om Amagerbankens krak i Finansforbundet tirsdag 10. maj.
Ønske opfyldt i 2019
Alene i årets første fem måneder er fem danske pengeinstitutter fusioneret eller kollapset og fortsætter det tempo, vil Henning Kruse Petersens ønske blive opfyldt, når vi når år 2019.
Finansforbundet tvivler på, at antallet af pengeinstitutter i Danmark vil komme så langt ned, som Kruse håber. I forbundet håber man, at langt flere sparekasser og banker vil overleve som sunde og veldrevne virksomheder. Samtidig peger næstformand Michael Budolfsen på, at fusioner kan være positive for medarbejderne.
"Hvis der er meget små funktionsområder, kan det betyde, at medarbejdere må skifte pengeinstitut for at få ønskejobbet. Men hvis der indgås fusioner, giver det mulighed for, at medarbejderne kan videreudvikle sig i deres eget pengeinstitut", siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet til Nyhedsbrevet Finans.