Task Force skal gennemgå lokalbank
Aarhus Lokalbanks nytiltrådte direktør, Vagn Thorsager, vil som det første nedsætte en taskforce, der minutiøst skal gennemgå bankens store udlånssager og samtidig holde snor i de kunder, der påfører banken tab.
Det skriver dagbladet Børsen.
Professionelt team
”Det er klart med de nedskrivninger, der er kommet frem, så er der en række specielle kunder, som kræver speciel attention. Derfor skal der nedsættes en særlig task force, der skal arbejde med det. Jeg vil sørge for, at der er et professionelt team, der kan håndtere de ting,” siger Vagn Thorsager til Børsen.
Han ved endnu ikke, om det bliver folk fra banken, eller om han skal ud og finde nye folk til opgaven.
Vagn Thorsager tiltrådte stillingen som direktør i den kriseramte bank 1. marts, efter at forgængeren Per Hermansen i november var blevet fyret.