Nordfyns Bank: Ingen problemer her

Med 2010 i bakspejlet, der bød på et lille overskud og solid vækst udlånsvækst samt ekspansion til Middelfart, erklærer Nordfyns Bank sig klar til mere af det samme.

Et lille overskud, en ny filial og et kæmpe statslån samt pæn indlånvækst prægede gårsdagens regnskab fra Nordfyns Bank. Bankdirektør Holger Bruun planlægger at fortsætte bankens solide udlånsvækst.

"Vi har nogle forventninger til 2011, der lyder på 20-25 mio. i basisindtægt, og et udlånsniveau der matcher det vi havde i 2008. Vi vækstede udlånet med 6,4 pct. i 2010, og forventer at sådan set at det vokser med nogenlunde samme fart i 2011," siger Holger Bruun og fortsætter:

"Vi har etableret en filial i Middelfart, og oprustet i de eksisterende filialer. Så vi sår nogle frø, som vi først kan høste senere, og det kan man selvfølgelig se på årsresultatet. Men allerede i fjerde kvartal begyndte vi at se positive effekter, så jeg tror vi er på et positivt spor."

Staten hjælper på indlånet

Regnskabet bød samtidig på en voldsom indlånsvækst - fra 1,45 til 1,75 mia. kr. - men størstedelen af den udvikling står staten bag.

"Netto har vi fået en del mere indlån ind, men en stor del af væksten dækker over, at vi har valgt at sætte 250 mio. kr. fra den individuelle statsgaranti ind som indlån," forklarer Holger Bruun og fortsætter:

"Der var stor usikkerhed om, hvad der ville ske ved statsgarantiens udløb sidste oktober. Så vi valgte at gå med livrem og seler, og gardere os fuldstændig vildt ved at hjemtage 345 mio. kr. via statsgarantien - og fik egentlig ikke behov for det overhovedet. Men vi har en option på at komme ud af 100 mio. kr. af lånet allerede i oktober i år, og den option vælger vi at tage - det sparer os for en million."

Fusionsfri horisiont

På trods af vækstplanerne har Nordfyns Bank ingen klare planer om at finde fusionspartnere.

"Konsolidering rumstererer da altid, men vi har ingen aktuelle planer om noget som helst. Så længe vi har den styrke, vi har nu, og samtidig kan kapere de regler og forordninger, der kommer fra staten og EU, så er der ingen grund til at vi begynder at kigge os rundt omkring. Så længe kunderne foretrækker os, som vi er nu, er der ingen grund til, at vi begynder at ændre på setuppet."

Gode nyheder fra Amager

Amagerbankens kollaps har også trukket sine spor på nordfyn - men ud over de obligatoriske træk fra Bankpakke I, der har ramt landets banker over en kam, er effekten hovedsaglig positiv, lyder det fra bankdirektøren.

"Vi får mange kundehenvendelser fra Amagerbankkunder, der gerne vil væk, inden det bliver for hårdt for dem at være der. Så vi har en kundetilstrømning derfra for tiden," siger Holger Bruun, og slår fast, at bankens kunder i hans optik ikke er skræmt af at blive i en lille bank:

"Vi ser ikke det negative, altså den anden vej rundt, hvor vores kunder vil forlade os på grund af bekymring over Amagerbankens krak. Men vi har også lavet analyser helt frem til Basel III slår helt igennem i 2019 - og der lever vi allerede op til kapitaldækningsreglerne, som de vil være til den tid. Så vi er altså virkelig stærke."

De andres problem

Siden amagerkrakket har en række af landets bankdirektører våndet sig over de høje fundingomkostninger, der følger efter den svækkede udenlandske tillid til sektoren og Bankpakke III-modelllen. Men på nordfyn klager Holger Bruun ikke.

"Vi har en voldsom høj kapitaloverdækning, og det betyder, at vi ikke som nogle andre banker - hovedsagligt dem, der har flere udlån end indlån, eller som Jyske Bank og Sydbank bevæger sig i udlandet - oplever fundingproblemer på grund af Bankpakke III og Amagerbankens krak. Så så længe vi bare vækster, som vi forventer tror jeg ikke vi kommer til at mærke noget på den front."

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også