Bødskov: Jeg har læst Moody’s rapport
Morten Bødskov, finansordfører for Socialdemokraterne, opfordrer finansverdenen til, at man ser på Moody’s rapporter i et bredere perspektiv, end blot forholder sig isoleret til, hvad der står i en enkelt rapport.
Morten Bødskov, havde du læst Moodys rapport og begrundelserne for nedjusteringerne, da du udtalte dig til Berlingske Tidende i, hvor du kritiserede en række af de banker, der var blevet nedjusteret af Moody’s?
”Ja, det havde jeg. Jeg havde studeret rapporten med stor interesse. Fordi det selvfølgelig er en alvorlig situation, når Moody’s nedjusterer danske banker”.
Kommer ikke af ingenting
Kan du forklare, hvad der ligger bag din tolkning af Moody’s nedjusteringer. Du siger, at nedjusteringerne er et udtryk for, at de 5 banker har haft betydelige tab og udført en meget risikobetonet udlånspolitik. Hvordan kom du frem til den tolkning?
”Det er vores samlede analyse af situationen, fordi man skal huske på, at Moody’s nedgradering af de fem banker kommer jo ikke ud af ingenting. Den kommer selvfølgelig, fordi den danske finanssektor selv har bragt sig i en tilstand af stor usikkerhed, og hvor Bankpakke III jo har betydet, at vi så nu er på vej mod normaltilstanden igen,” siger Morten Bødskov til FinansWatch og tilføjer.
Overeksponering mod ejendomsmarkedet
”Efter Amagerbanken gik ned, så er det jo sådan, at Moody’s reagerer på, at det krak er konsekvensen af Bankpakke III. Men det er jo svært andet end at udlægge det på den måde, at den danske finanssektor er havnet i en svær situation, hvor mange er gået ned bl.a. pga. en overeksponering mod ejendomsmarkedet, kombineret med en meget risikobetonet udlånsadfærd, og hvor kulturen over for kunderne i mange banker også var kritisabel”:
Så du mener altså, at rapporten fra Moody’s handler om mere end Bankpakke III?
Uansvarlige handlinger
”Ja, det, der ligger bag, er jo mere end Bankpakke III, som jo er en konsekvens af en uansvarlig adfærd fra bankernes side. Så jeg mener, at det er en fair analyse, jeg har lavet af Moody’s reaktion, som jo bunder i, når alt kommer til alt, hvad der er foregået af uansvarlige handlinger i den danske finanssektor,” siger Morten Bødskov til FinansWatch.
I din kommentar til Berlingske retter du kritikken mod 5 navngivne banker, dem der blev nedgraderet af Moody's. Men hvad er det for betydelige tab og hvilken risikobetonet udlånspolitik tænker du på hos Spar Nord og specielt Ringkjøbing Landbobank?
"Jeg kritiserer ikke specifikt de to banker. Det kan være jeg har udtalt mig uklart..."
Men du henviser til Moody's rapport i din kritik. og de to banker er blandt dem, der blev nedjusteret, så det er vel også en direkte kritik af dem?
"Det er ikke tilfældet. Min kritik går på, at nedjusteringen fra Moody's side kan hænge sammen med, at man har kørt en alt for risikobetonet udlånspolitik, det er jo en kendt sag. Og blandt de fem banker, der blev nedjusteret af Moody's finder man også banker, der hører under den kategori," siger Morten Bødskov.
Læs et interview - senere i dag - med Morten Bødskov, hvor han uddyber, hvad han mener med, at der skal ryddes op i bankerne.
Relaterede artikler:
Bødskov: Bankerne må sikre at vi undgår ny nedsmeltning
For abonnenter
Spar Nord sender undrende brev til Bødskov
For abonnenter