Danmark alene om aktie-forbud

Med Frankrigs farvel til et forbud om short selling er det nu kun Danmark og Irland, der forbyder spekulation imod bankaktier.
Af Christian Sehested, finanswatch@finanswatch.dk

Da Frankrig den første februar sagde farvel til et forbud mod short selling efterlod det Danmark noget nær mutters alene i EU.

Kun Irland opretholder i dag sammen med Danmark et totalt forbud mod short selling af bankaktier. Det viser en gennemgang af EU-landenes regler for short selling foretaget af FinansWatch på baggrund af oplysninger indsamlet af ESMA, den uafhængige EU-autoritet for aktiemarkeder.

Ineffektivt

Som et af få lande i Europa beholdt Frankrig altså indtil den første februar et fuldstændig forbud mod short selling. Forbuddet var dog ifølge eksperter ikke effektivt, idet futuresmarkedet ikke var dækket.

De fleste andre EU-lande har forlængst enten aldrig haft et forbud, løftet det eller - som i Frankrig - indført oplysningspligt om store short-positioner.

Flere lande har dog forbudt eller skærpet reglerne over for den praksis, der kaldes ‘naked shorting.’ Polen har indført regler, der kræver et vist likviditetsniveau i et værdipapir, før det kan shortes.

Under angreb

Det danske forbud mod at shorte bankaktier kom senest under kritik fra flere sider sidste måned, da FinansWatch kunne fortælle, at både Finansrådet og Fondsbørsen løbende havde bedt Finanstilsynet om at ophæve forbuddet.

”Vi har flere gange telefonisk og skriftligt beskrevet over Finanstilsynet, hvorfor vi mener, forbuddet bør ophæves. Det er sket i takt med, at andre lande har opgivet forbuddet. Fondsbørsen har i øvrigt også gjort tilsynet opmærksom på problemet,” sagde juridisk konsulent Mick Sayed fra Finansrådet dengang til FinansWatch.

Vil holde snittet

Finanstilsynet fastholdt dog at man - indtil EU formentlig kommer med ny fælles regler på området midt i 2012 - føler at et forbud er mest på linje med resten af EU.

”Det væsentlige her er at have en eller anden form for regulering. Nu har vi et forbud i Danmark, og det holder vi fast i, indtil der kommer ny regulering fra EU. Der findes ikke rigtig noget fælles snit lige nu, men et forbud er tættere på end ikke at have det,” sagde talsmand Søren Møller Christensen fra Finanstilsynet.

Midlertidigt forbud

Tilsynets holding betyder, at det der ifølge lovteksten fra 2008 var tænkt som et absolut midlertidigt forbud kan ende med at vare mere end fire år.

FinansWatch har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Finanstilsynet til at også Frankrig nu går en anden vej end den danske.

Niveauforskel

Den indvendig underkendtes dog af Søren Hvidkjær, professor ved CBS og ekspert i aktiemarkeder.

"Andre lande har indført informationskrav. Men vi taler altså om store niveauforskelle mellem et informationskrav og et forbud. I min vurdering er det ret klart, at vi skiller os meget ud fra EU, og at det samtidig er svært at se argumenter for forbuddet. De betydende aktiemarkeder i Europa ligger ikke på linje med Danmark," forklarede han over for FinansWatch.

Tilsynets værste fejl

Christopher Cox, der var chef for det amerikanske finanstilsyn under krisen, siden har sagt til The Washington Post, at forbuddet var den største fejl, han begik i sine fire år som formand for SEC. År, der som bekendt omfattede hele 2007 og 2008.

London Stock Exchange, der opretholdt et forbud mod short selling i fire måneder, mener i dag, at forbuddet "hindrede likvididet og markedskvalitet" for aktierne.

Faldende handel

Flere store internationale undersøgelser har da også i kølvandet på krisen vist, at et forbud skader likviditeten og gennemsigtigheden i markedet.

Og nu viser en ny undersøgelse ifølge The New York Times, at det britiske forbud sænkede handelsraten i de ramte aktier med 13 pct., og at skellet mellem købs- og salgsordrer på de samme aktier steg med hele 45 pct.

Undersøgelsen kommer dog fra the Managed Funds Association, der repræsenter hedgefonde, hvor af mange - med David Einhorns Greenlight i spidsen - i stor stil beskæftiger sig med at shorte aktier.

Nye regler bedre end forbud

Det blev understreget sidste uge, da Eisenhorn på grund af de nye franske regler måtte offentliggøre at hans selskab var short mere end 1 pct. af aktierne i et større fransk postudstyrsfirma.

Men selv om de nye regler måske kan lægge en dæmper på shorting, og derved nægte markedet likviditet, er de stadig langt at foretrække frem for et forbud.

Påvirker hedgefonde

Sådan lyder dommen fra finans- og økonomi professor Charles Jones fra Columbia Business School.

“De nye regler vil kun påvirke store hedgefonde, der placerer fundamentale shortpositioner. Det kan måske afskrække dem fra at gøre det i nogle tilfælde, og dermed få aktiepriserne til at være længere om at justere sig til negative informationer. Men det vil ikke ødelægge markedskvaliteten på samme måde som forbuddet gjorde,” siger han til The New York Times.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også