Bøgerne om alle tiders største finanskrise fylder allerede flere reolmeter, men trods de mange ord har de ikke leveret nogen endegyldig forklaring på, hvad der uløste katastrofen, eller afgjort, om den kunne have været forhindret.

Den første og antageligt eneste officielle rapport om de dramatiske dage i september 2008 og de manipulationer og fortielser, der var gået forud, formår heller ikke at sætte punktum for den årelange debat om årsag og ansvar. Der er ingen ”rygende revolvere” i rapporten, som finanskrisens undersøgelseskommission offentliggjorde i sidste uge, skønt der bruges 633 sider på at beskrive forløbet og analysere årsager og virkning. Der er imidlertid nye detaljer og en påstand om, at det hele kunne have været undgået.

De ansvarlige for krisen, der kastede verden ud i efterkrigstidens længste og dybeste recession, var tilsynsmyndigheder, som ikke levede op til deres ansvar og i flere tilfælde var pænt sagt uduelige. Det var desuden i mindst lige så høj grad Wall Street-bankernes uansvarlige optræden, lyder konklusionen.

Uvidenhed og slendrian

Det er unægtelig ikke noget smigrende portræt, der tegnes af hverken bankerne eller deres chefer. Stanley O'Neal, der var chef for Merrill Lynch, fortalte undersøgelseskommissionen, at han i september 2007 var »begyndt at blive opmærksom« på, at de boliglån, som hans bank havde købt for snesevis af milliarder, var begyndt at give katastrofale tab.

Direktøren gav ikke nogen forklaring på, hvordan han kunne have overset noget sådant. For ham personligt blev det også af mindre betydning. Få uger sener blev O'Neal tvunget til at træde tilbage, men det skete med et gyldent håndtryk på 161,5 mio. dollars. Hans bank overlevede kun, fordi den større Bank of America købte den.

Intern strid

Uvidenhed og slendrian blev ifølge rapporten tilføjet en betydelig evne til ikke at se sandheden i øjnene. Det gjaldt også for centralbanken Federal Reserve, der skulle føre tilsyn med de største banker. En yngre medarbejder advarede allerede i 2005 om, at der blev givet alt for mange uansvarlige lån. I stedet for at reagere kastede Federal Reserve sig ud en intern strid.

Den modige unge embedsmand fik desuden læst teksten af de storbanker, som han var kommet for nær. De beskyldte ham for at ville forhindre millioner i at opleve, hvad de betegnede som »den amerikanske drøm.« En poetisk betegnelse for at eje sin egen bolig.

Et andet tilsyn skulle holde øje med forsikringsselskaberne og frem for alt med American International Group, AIG, der var branchens største. Tilsynets ressourcer var imidlertid så beskedne, så dets tidligere direktør sammenlignede dem med »en myg på en elefant.«

»Kunne være undgået«

For Californiens tidligere finansminister Phil Angelides, der var undersøgelseskommissionens formand, er der ingen tvivl om, at finanskrisen var forudsigelig. Enhver kunne sige sig selv, at boligpriserne ikke kunne blive ved med at stige. Slet ikke med de 10 eller sommetider 15 pct. årligt, som det skete frem til slutningen af 2006.

»Det var en krise, som kunne have været undgået. Krisen var resultatet af menneskelige handlinger og mangel på handlinger. Den var ikke nogen naturkatastrofe eller resultatet af computermodeller, der løb amok.«

Væddemål i bankerne

Mens de mange bøger om krisen har bygget på stribevis af interviews og en lind strøm af mere eller mindre officielle dokumenter, så havde kommissionen mulighed for at udtage stævninger og skaffe sig adgang til interne dokumenter og e-mails. Den gjorde rigt brug af disse muligheder, hvilket betyder, at den tykke rapport suppleres med 2.000 dokumenter og 300 udskrifter af forhør.

Rapporten analyserer de risikable boliglån, kendt som subprime-lån, der blev givet til huskøbere med pænt sagt begrænset kreditværdighed. Sådanne lån pustede til prisboblen på markedet. Herefter blev lånene samlet i komplicerede værdipapirer, som blev solgt til investorer af bankerne. De samme banker indgik hyppigt væddemål om, at værdipapirerne, som de netop havde solgt, ville blive nødlidende.

Måske retsligt efterspil

Der er en kraftig lussing til Federal Reserve og centralbankens tidligere så berømmede chef Alan Greenspan, der undlod at fastlægge en rimelig standard for boliglån. Greenspan har nægtet at kommentere rapporten.

Det samme gælder for storbanken Goldman Sachs, der kom gennem finanskrisen med overfladiske skrammer, når det gælder overskud, men med alvorlige sorte pletter på renomméet. Goldman beskyldes nu for at have kastet olie på bålet ved at udvikle smarte investeringssystemer, som ganske vist gav kortfristede gevinster, men mangedoblede tabene, da boligmarkedet brød sammen.

Hæmningsløs

Goldman havde imidlertid forsikret sig mod de fleste af disse tab gennem AIG. Nu afsløres det, at storbanken ganske hæmningsløst forfulgte AIG med krav om at få forsikringerne udbetalt på stedet og det til kurser, som lå over, hvad andre banker forlangte.

Kommissionens dom over den mindre kollega Merrill Lynch er lige så beskæmmende. Banken gav ikke investorerne de informationer, som de havde krav på. Det påpeges, at den slags falder ind under aktieselskabsloven, hvilket må ses som en antydning af et muligt retsligt efterspil.

Vrøvl med hjertet

Mens Merrill blev reddet, var det Lehman Brothers dramatiske fald i september 2008, der forværrede krisen og skubbede den finansielle sektor ud til katastrofens rand. Federal Reserves topchef Ben Bernanke har lige som den tidligere finansminister Henry Paulson forklaret, at han ikke havde det juridiske grundlag for at redde Lehman.

Rapporten sætter spørgsmålstegn ved denne begrundelse, fordi der ikke er noget juridiske krav om, at centralbanken kun yder lån, som den er stort set 100 pct. sikker på at få tilbagebetalt.

Konspirationsteorier

Denne konklusion vil antageligt give ny næring til de talrige konspirationsteorier, som krisen har udløst. En af de mere vidtløftige lyder, at Paulson i virkeligheden ønskede at hjælpe sin gamle arbejdsgiver Goldman af med en konkurrent, og derfor lod Lehman bukke under. Den officielle rapport afliver ifølge undersøgelseskommissionens formand Angelides den form for myter.

Derimod understreger den, hvor katastrofale konsekvenser den uansvarlige långivning var på nippet til at få. Ifølge Bernanke var der tale om historiens værste finanskrise, større end selv Depressionen i 1930'erne. Centralbankchefen forklarede, at 12 af USA's 13 største banker var på nippet til at bryde sammen i løbet af en uge eller to.

Femte er elendig

Eneste undtagelse var øjensynligt JP Morgan Chase. I et malende billedsprog forsøgte Bernanke at forklare, hvad der ville være sket, hvis Citigroup var gået konkurs.

»Det ville svare til, at fire af dine fem hjerteventrikler er o.k., men den femte er elendig.« På den baggrund kan man ikke kun glæde sig over, at Bernanke var med til at redde Citigroup, men også at han er økonom og ikke læge. Hjertet har kun to ventrikler.

Politisk slagsmål

Endnu inden rapporten blev offentliggjort, havde den udløst en politisk strid. Den er således kun underskrevet af kommissionens seks demokratiske medlemmer. De fire republikanere afgav en tillægserklæring, hvor de hævdede, at der var for mange beskyldninger og for få analyser.

Det er især de to gigantiske halvoffentlige kreditforeninger Fannie Mae og Freddie Macs rolle i krisen, som har udløst den politiske strid. Republikanerne mener, at de bærer et hovedansvar, mens demokraterne ser beviser for, at de to blot fulgte med, efter at Wall Street var hoppet ud i afgrunden. Rapporten kan tolkes som en opfordring til regeringen om at forhindre en gentagelse. Her er der øjensynligt tale om ønsketænkning. Det nye republikanske flertal i Repræsentanternes Hus er fast besluttet på at udhule de reformer, som Kongressen vedtog sidste år.

Ingen forandring

Reformer, der skal sikre skærpet tilsyn og give regler for, hvordan selv den største bank kan afvikles, hvis den er på nippet til at gå konkurs. Medlemmer af kommissionen indrømmer imidlertid, at Wall Street ikke er forandret. I alle tilfælde ikke til det bedre. Den økonomiske koncentration er således større i dag, end den var før krisen.

På den baggrund har flere konkluderet, at det ikke er et spørgsmål, om verden igen rammes af en finanskrisen, men om hvornår det sker.