Optimisme forud for regnskabssæson

Efter et par dårlige år præget af krise, er optimismen til at få øje på op til de største danske bankers årsregnskaber for 2010.
Foto: KRABBE LARS
Foto: KRABBE LARS
AF OLE ØSTRUP

Regnskabssæsonen er skudt i gang og for de store danske banker ligner det en periode med opmuntrende tal på bundlinjen.

Banksektorens største aktører på detailniveau oplevede over hele linjen modgang i de forgange år, men mens en række banker måtte give op, så er både Nordea, Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank og Nykredit Bank stadig i live og fremtiden ser lysere ud.

”De store banker synes at være kommet bedre på fode og har formået både at spare på omkostningerne og samtidigt tjene mere. Der er overordnet set to tendenser at holde øje med. Den ene er den basale bankdrift, altså hvorvidt bankerne er i stand til at drive fornuftig bankvirksomhed. Den anden er udlånene. Dem er der stadigvæk mange af og der vil stadig forekomme nedskrivninger på disse. Dog har de seneste kvartalsregnskaber fra de store banker vidnet om at flere af dem har godt styr på tingene”, siger Bjarne Jensen fra Bjarne Jensen Consult der længe har beskæftiget sig med sektoren.

Fremgang hos Danske Bank

Ser man lidt tilbage i tiden måtte særligt Danske Bank foretage markante nedskrivninger på udlån, da man præsenterede årsregnskabet for 2008. Makroøkonomisk krise på bankens hovedmarkeder – deriblandt Irland og Baltikum – og den omfattende krise på kapitalmarkederne blev nævnt blandt årsagerne til det skuffende resultat i 2008.

Skuden er dog kommet på ret køl sidenhen og nettoresultatet var fordoblet da banken præsenterede sit årsregnskab for 2009. Ydermere har 2010 – i hvert fald frem til tredje kvartal – udviklet sig i den rigtige retning, og selvom der stadig er en del ting at arbejde med fik tallene en positiv kommentar med på vejen fra Danske Banks ordførende direktør:

"Danske Banks regnskab viser fremgang. Resultatet for de tre første kvartaler er fordoblet til 2,6 mia. kr. i forhold til samme periode sidste år. Generelt viser forretningsområderne en positiv udvikling. I Danmark, der er vores største marked, faldt nedskrivningerne betydeligt i løbet af året. Behovet for nedskrivninger er dog fortsat højt i Irland", udtalte Peter Straarup i forbindelse med bankens tredje kvartalsregnskab i 2010.

Fire gange så stor som realkreditten

De øvrige banker oplevede ved tidligere regnskaber nogle tendenser som svarer meget godt til Danske Banks. Takket være bankernes størrelse var de absolutte tal mindre, men årsregnskaberne for 2008 var overordentligt grimme for både Jyske Bank, Sydbank og Nykredit Bank der dog alle så bedre ud i årsregnskaberne for 2009. Optimismen er da også intakt hos Nykredit Bank, der søsatte højtravende ambitioner i 2010:

“Indtjeningen i banksektoren er fire gange så stor som i realkreditten. I dag kommer 46 procent af vores indtægt fra banksektoren. Men kigger vi nogle år frem er planen, at den andel skal vokse sig væsentligt større end indtjeningen fra realkreditten”, udtalte koncerndirektør Karsten Knudsen fra Nykredit, til Jyllands-Posten i oktober sidste år. Banken stræber efter at tage kampen op mod de helt store spillere i Danmark og har blandt andet erhvervet sig Forstædernes Bank i slutningen af 2008. Men set udefra er den kamp ikke bare en dans på roser.

Irske problemer

”For at Nykredit skal få glæde af Forstædernes Bank så kræver det først og fremmest flid, flid og flid. Der er ingen lette løsninger i den henseende”, vurderer Bjarne jensen overfor FinansWatch.

Også Nordea kunne notere sig en vis tilbagegang i 2008, men omfanget og konsekvenserne var langt mindre. For Nordea gjaldt det, at engagementet i Baltikum – ligesom for Danske Bank – var omkostningsfyldt og samtidigt kunne krisens påvirkning på shippingindustrien også aflæses i årsregnskaberne i både 2008 og 2009.

”Baltikum er ved at få det bedre, Irland ser ikke godt ud. Det samme gælder mange brancher og selvom shippingindustrien er i bedring kan der meget vel forekomme nedskrivninger på den del igen”, advarer Bjarne Jensen.

Stærkt tredjekvartal i Nordea

Indtil videre tegner 2010 dog til at blive et godt år med mærkbar fremgang for Nordea:

”Nordea havde et meget stærkt tredje kvartal med rekordhøje indtægter og et af de bedste resultater før skat nogensinde. Vi har budt mere end 150.000 nye guld- og privatkunder velkommen i løbet af året, hvoraf 100.000 kommer udefra”, udtalte Nordeas CEO Christian Clausen ved præsentationen af bankens tredje kvartalsregnskab i 2010.

Nordea kommer med sit årsregnskab i morgen tidligt og efterfølges af Danske Bank og Nykredit Bank der begge offentliggør sine årsregnskaber den 10. februar. Den 15. februar følger Sydbank efter, mens Jyske Bank er den sidste af de fem store banker der præsenterer sit årsregnskab i denne omgang. Det gør de den 22. februar 2011.

Oversigt over de fem bankers seneste årsresultater før skat. Tallene er opgjort i mio. kroner:

2009

2008

2007

2006

2005

Nordea

22.909

25.300

28.928

28.370

22.708

Danske Bank

4.755

2.229

19.306

18.497

17.606

Jyske Bank

629

1.291

2.273

2.810

2.174

Sydbank

998

811

2.257

2.051

1.313

Nykredit Bank

-46

-295

1.013

877

601

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også