Analytikere: Behov for ny redningspakke fra staten
"Mange banker og sparekasser er allerede ved at være for sent ude med at forberede sig på udløbet af de individuelle statsgarantier på kortsigtet funding, som udløber om to til tre år," vurderer analytikere i den europæiske finansverden overfor ugebrevet.
En lang række banker vil ved udgangen af 2012 og midt i 2013 stå på egne ben - på den måde, at de enten selv skal skaffe likviditetsfunding på det internationale lånemarked eller nedbringe deres indlånsunderskud ganske dramatisk. Problemet er, at begge dele vil være tæt på umuligt for en lang række banker og sparekasser.
Stærke banker må bære konsolidering
For det første er det internationale lånemarked for flerårig banklikviditet fortsat meget anstrengt. Og for det andet bliver det meget vanskeligt at reducere balancerne - og dermed udlånet - så meget, at der ikke bliver behov for at refinansiere store dele af den kortsigtede statsgaranterede funding.
"Derfor synes eneste udvej at være en konsolidering mellem likviditetsstærke og likviditetssvage banker. Problemet er, at der kun er ganske få store pengeinstitutter, som har musklerne til at samle de svagere op, og der er ikke stor chance for, at de har viljen til det. Til de stærke hører i dag bl.a. Arbejdernes Landsbank (som netop har overtaget 4000 ekstra privatkunder fra det tidligere Roskilde Bank), Ringkjøbing Landbobank, Sydbank og Nordea," skriver ugebrevet.
Jysk konsolidering
Ugebrevet peger også på, at det strategisk og distributionsmæssigt vil være oplagt at Jyske Bank, Sydbank og Spar Nord går sammen med BRFkredit, som mangler en distributionsplatform.
De vil sammen få en styrke, der næsten kan matche Danske Bank og Nordea, og de vil selv kunne hente likviditetsmæssig funding på det internationale lånemarked, skønner ugebreve og spørger: Hvad så med Alm. Brand Bank, Amagerbanken, Max Bank og FIH Erhvervsbank og alle de andre.
Relaterede artikler:
Nordea sparker Bankpakke III til hjørne
For abonnenter
Skatteydere taber på bankkrak
For abonnenter
Berngruber: Bankpakker er skadelige
For abonnenter