Morningstar: Følg forvaltere med hånden på kogepladen

I går blev investeringsforeningerne kritiseret for at være både for dyre og for dårlige til at slå indeksene. I dag foreslår Morningstar i Børsen, at investorerne skal se på, hvilke forvaltere, der selv investerer sammen med investorerne.

Aktiefonde, hvor forvalterne selv har investeret et anseeligt beløb, skaber i gennemsnit et bedre afkast end kapitalforvaltere, hvor management ikke selv investerer private midler sammen med investorerne. Det skriver Børsen i dag efter avisen i går bragte historien om, at den nyudnævnte FIH-direktør Bjarne Graven Larsen, tidligere ATP, sammen med professorerne Michael Møller, CBS, og Tom Engsted, Århus Universitet, havde udarbejdet en række anbefalinger til private investorer på vegne af Penge- og Pensionspanelet.

Kras kritik

Heri var der en temmelig kras kritik af investeringsforeningerne, som udvalget under penge- og Pensionspanelet ikke mente i tilstrækkelig grad var pengene værd. Her pegede panelet på, at private investorer istedet for at betale pænt høje omkostninger til investeringsforeningerne bare selv skulle udvælge 15-20 danske aktier - og så vel og mærke holde fast i dem, så handelsomkostninger i det lange løb ikke ville komme til at sluge en fór stor del af afkast-kronerne.

Men hvis man som privatinvestor alligevel ønsker at investere via investeringsforeningerne, så er det ifølge Morningstar en god idé at kigge på de forvaltere, der selv investerer private midler, og gerne et anseeligt beløb, sammen med investorerne. Konkret viser Morningstars tal, at de aktiefonde, hvor hvor forvalterne har investeret mere end 1 mio. dollar (5,45 mio. kr.) af deres egne penge, i gennemsnit har en rating på 3,51 på en skala, der går til 5, mens afdelinger uden forvalterens egne penge har en gennemsnitlig rating på 2,93.

Mere motiveret

Og det giver god mening, lyder det fra investforeningen LD Invest, der ligger højst placeret blandt de danske foreninger i Morningstar-analysen.

»Egentlig er det god logik, at når man selv sætter hånden på kogepladen, er man endnu mere motiveret til at være en dygtig investor. Så undersøgelsens konklusioner bekræfter vores egen opfattelse,« siger Henrik Parkhøi, direktør i fondsmæglerselskabet LD Invest, der forvalter pengene i foreningen LD Invest.

En af de foreninger, som selv markedsfører sig på, at forvalterne selv "har hånden på kogepladen" er BL&S, som i sit markedsføringsmateriale skriver:

»Deler du vores filosofi omkring investeringer og afkast, har du mulighed for at investere i begge vores afdelinger på lige fod med os selv«.

Håndplukkede aktier

BL&S Capital Management er stiftet og ledes af Peter Bundgaard og Anders Lund, der tidligere har været kendte forvaltere hos bl.a. SEB, BankInvest og Nordea, hvor de to forvaltere sad og håndplukkede aktier og igennem en lang række år slog markedet ganske betragteligt. BL&S har ikke eksisteret længe nok til at få en rating hos Morningstar, men sidste år leverede foreningens danske aktieportefølje et afkast på godt 31 pct., mens den globale aktieportefølje fik et afkast på knap 23 pct. hvilket er 3 pct. mere end indekset. Omkostningerne for den danske og den globale afdeling ligger på henholdsvis 1,68 og 3,82 pct.

Også Skagen Fondene, der historisk har leveret enddog særdeles flotte afkast til sine investorer, praktiserer at forvalterne selv investrer sparekronerne i aktiefondene sammen med investorerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også