FinansWatch

Fjordbank Mors: Vi skal vise vores værd i 2011

2011 bliver et skæbneår for Fjordbank Mors. Banken skal vise sin berettigelse og høste synergierne fra sammenlægningen af de to banker, siger ordførende direktør Peter Christensen til FinansWatch.

Næste år bliver et langt eksamensår for Fjordbank Mors.

Fusionen mellem de to banker, Morsø Bank og Morsø Sparekasse, resulterede i en aktieemission, der får få dage siden indbragte banken 116,6 mio. kr., og det er den tillid, som skal gengældes næste år, siger ordførende direktør Peter Christensen.

”Vi skal vise, at vi har en berettigelse, ved at vise resultater. Vi har en pæn basisindtjening, og vi forventer, at nedskrivningerne i 2011 vil blive markant mindre end det, vi har set hidtil,” siger Peter Christensen, som betegner aktieemissionen som sidste led i sammenlægningen af de to banker.

Synergier for 20 mio. kr.

”Nu skal vi vise, at vi kan håndtere sammenlægningen. Vi skal se synergier,” siger han.

Sammenlægningen vil blandt andet på grund af afskedigelser give synergier for 20 til 25 mio. kr. Det skal kunne ses næste år, men vil først for alvor slå igennem i 2012.

”Omkostningsbesparelserne er langt hen ad vejen gennemført, og nu skal de så vise sig i resultaterne, de skal bl.a. sikre en bedre basisindtjening, og det skal ses i fuldt omfang til 2012,” siger han.

Derfor er øjnene også primært rettet mod 2011 og ikke på ambitionerne for banken på længere sigt.

Ingen personlige mål

”Nu skal vi bruge 2011 til at køre banken sammen i en samlet enhed og så skal vi kigge på det andet efterfølgende.”

Men har du nogle personlige mål?

”Det er vi slet ikke begyndt at kigge på. Vi skal have fasttømret sammenlægning og høste de synergier, de giver, så det står stærkt, når 2011 er omme,” siger Peter Christensen.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs