Milliardkrav på vej til bankerne fra EU
Regneproblemer i EU betyder, at danske og europæiske banker kan blive tvunget til at skyde mere end 1000 mia. kr. i en ny indskydergaranti-fond, hvor der efter al sandsynlighed kun vil blive brug for en brøkdel af pengene, skriver dagbladet Børsen.
Alene i Danmark betyder det, at den nuværende pulje skal øges fra 1,3 mia. kr. til ca. 24 mia. kr. Europaparlamentariker Anne E. Jensen (V) kalder forslaget useriøst.
- Det er jo ikke en seriøs tilgang. Jeg er klar tilhænger af fælles regler på det her område, for det er en forudsætning for ægte fri konkurrence, men det skal være seriøst, det man kommer med, siger Anne E. Jensen til Børsen.
Hvor meget udgør det dækkede indskud?
EU-kommissionen arbejder i disse dage på et lovforslag, der skal tvinge europæiske banker til at skyde penge i en pulje, som skal dække udgifterne til den såkaldte indskydergaranti, hvor alle bankkunder er dækket for op til 100.000 euro (750.000 kr.), hvis deres bank går konkurs.
Ideen er, at der skal skabes en pulje med en procentdel af de indskud, der er dækket af garantien, men problemet er, at mange lande ikke kan regne ud, hvor meget de samlede dækkede indskud udgør. Derfor lægger EU kommissionen nu op til at puljen i en årrække i stedet skal udgøre 1,5 pct. af alle indskud - også dem der ikke er dækkede af garantien - svarende til ca. 1.043 mia. kr., og det er helt hen i vejret, lyder det fra alle sider.
- Jeg mener helt klart, at man kun bør putte penge i en fond for det beløb, der skal dækkes af garantien. At bede bankerne lægge til side til indskud, de alligevel ikke skal dække giver ikke mening og er kun opstået som idé på grund af praktiske problemer, siger Jesper Rangvid, professor i finansiering ved CBS.
RB-Børsen
Relaterede artikler:
Kommissionens bankplan skrider
For abonnenter
Europæisk milliardfond har lange udsigter
For abonnenter