FinansWatch

Ny ballade om ankenævn

Selv når ankenævnet enstemmigt pålægger banker at erstatte kunders tab, så nægter de ofte at gøre det, skriver Børsen.

Antallet af sager, hvor banker nægter at følge Pengeinstitutankenævnets påbud om erstatning, er steget til 30 i år mod 10 året før og kun en enkelt i 2008.

Dagbladet Børsen skriver, at selv når ankenævnet enstemmigt pålægger banker at erstatte kunders tab, nægter flere og flere banker at efterkomme kravet, stik i mod anbefalingerne fra sektorens egen brancheorganisation.

Senest har sydsjællandske Diba Bank nægtet at betale erstatning til en ældre dement kunde, som på trods af en ekstremt lav risikovillighed blev overtalt til at investere i de risikable Scandinotes-obligationer.

Troværdighed på spil

Afvisningen kommer på trods af en 5-0 afgørelse i ankenævnet til fordel for kunden. Overfor Børsen forsvarer Diba-direktør Petter Blondeau sig med, at Scandinotes-obligationerne kun var enkelte papirer i en samlet portefølje.

"Det er en principiel beslutning om ikke at følge ankenævnets afgørelse. Hvis man bagefter kan sige, at lige netop det papir er man utilfreds med i den samlede portefølje, så er det som at tage rosinen ud af bollen," siger han.

Bankerne er ikke juridisk forpligtede til at følge Pengeinstitutankenævnets afgørelser, men brancheorganisationen Finansrådet opfordrer kraftigt til, at medlemmerne i hvert fald ved enstemmige afgørelser følger ankenævnets påbud.

Finansrådet holder årsmøde mandag, og ved samme møde for to år siden opfordrede daværende formand Peter Schütze alle utilfredse bankkunder til netop at klage til pengeinstitutankenævnet for at få prøvet deres sag.

Men det har nu i flere tilfælde vist sig, at afgørelserne ikke er det papir værd, de er skrevet på.

Ritzau + ah

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs