FinansWatch

Rød senator chokeret over megalån til storbanker

Bernie Sanders raser mod Fed og Wall Street efter det onsdag kom frem, at centralbanken stillede lån for 50 billioner kr. til rådighed for storbanker.

Foto: Chris Usher

Onsdag så en række opsigtsvækkende dokumenter fra Den Amerikanske Centralbank, Fed, for første gang dagens lys. Og selv for amerikanerne, der ellers er vant til mange nuller, når det handler om de enorme beløb, som nationalbanken pumper ud i amerikansk økonomi, så førte onsdagens oplysninger til ophedede debatter på landsdækkende tv.

Konkret kom det frem, at Fed stillede korte lån til rådighed for en række amerikanske storbanker i foråret 2008, hvor investeringsbanken Bear Stearns kollapsede. Her kom der pres på obligationsmarkedet og for at sikre likviditeten, valgte Fed at låne ikke mindre end 9 billioner dollar ud til en række storbanker. Det er første gang, det kommer frem, at Fed rent faktisk hjalp bankerne med så store beløb.

”Det er et stort beløb, selv for Fed. Vi vidste godt, at markederne var pressede, men at de store banker skulle have så store lånefaciliteter stillet til rådighed, det er overraskende,” siger Barry Ritholtz, der er forfatter til bogen ”Bailout Nation” og som også har en finansblog.

Meget alvorlig situation

”At vi nu ser hvor store de her beløb er, det gør det klart, at det vi var vidner til, det var en meget, meget alvorlig og usædvanlig situation,” siger han.

Alle de lån, som bankerne fik, blev dog betalt tilbage hvert og et – men de var nødvendige at stille, for at holde det finansielle system i gang.

På den politiske scene har de enorme beløb fået den socialistiske senator Bernie Sanders fra Vermont til at angribe både Fed og bankerne. Han er rystet over, at der i al hemmelighed blev arrangeret særlige låneordninger for de store banker, mens der var en åben og voldsom politisk debat omkring Bush-regeringens redningspakke til Wall Street i efteråret 2008, da regeringen købte værdiløse lån og finansielle papirer fra en række banker for ikke mindre end 3500 mia. kr.

Lommepenge

”Den redningsauktion til 700 mia. dollar viser sig nu at være lommepenge i sammenligning med de absurd høje beløb, som bankerne fik lov til at låne til en rente på næsten ingenting. Det er muligt, at bankerne betalte de her enorme lån tilbage, men det er ikke godt nok. Fed burde have stillet større krav,” siger Bernie Sanders, som peger på, at mens de store banker i al hemmelighed sikrede sig lån fra Fed for at kunne holde deres forretninger kørende, så var der små virksomheder landet over, hvis kreditter blev lukket på stribe.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs