FinansWatch

Sydbank køber kapitalfond ud og overtager hele ejerskabet af trængt juletræskæmpe

Sydbank har købt alle aktierne i den trængte juletræsvirksomhed Green Team Group af svensk kapitalfond. Juletræsvirksomheden, der er et af bankens store engagementer, har leveret betydelige underskud flere år i træk.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Danmarks fjerdestørste bank målt på udlån - Sydbank - er nu blevet eneejer af en af Europas største juletræsproducenter.

Det sker, efter at Aabenraa-banken tidligere på måneden købte alle aktier i juletræsvirksomheden Green Team Group af den svenske kapitalfond Adelis Equity Partners, der blev hovedejer af virksomheden i 2014, og en række mindretalsaktionærer.

Det bekræfter Christian Junker, der i oktober blev indsat som formand for virksomheden af Sydbank. Han har en mangeårig fortid som direktør i grovvareselkabet Danish Agro.

"Sydbank ejer i dag moderselskabet Green Team Group A/S. Så der er kun en aktionær i dag, og alt ejerskab ligger nu hos Sydbank," siger han og fortæller, at aftalen er faldet på plads i god ro og orden.

"Virksomheden har fået en stærk finansiel baggrund nu," siger han.

Overtog kontrol

I oktober kunne FinansWatchs søstermedie, AgriWatch, fortælle, at Sydbank havde overtaget kontrollen med virksomheden, da Sydbank overtog alle stemmerettighederne. Men nu har Aabenraa-banken altså også købt de tidligere ejere ud af Green Team, som har hovedsæde i Sdr. Omme i Sydjylland.

Juletræsproducenten, der ifølge FinansWatchs oplysninger er et af Sydbanks større engagementer, har i de senere år kæmpet med store underskud.

I 2016/2017 havde Green Team Group A/S et underskud på 199 mio. kr., mens underskuddet i regnskabsperioden 2017/2018 faldt til 59 mio. kr. I seneste regnskab fremgår det, at selskabet har en egenkapital på 248 mio. kr. og en bankgæld på 200 mio. kr.

Christian Junker ønsker ikke at oplyse, om alle gældsforpligtelserne er til Sydbank. Han oplyser, at man forventer at levere et underskud på i omegnen af minus 35 mio. kr. i regnskabet for 2018/2019, som aflægges senere på måneden.

"Det er bedre end året i forvejen, men det er stadig ikke godt nok. I den næste regnskabsperiode forventer vi at kunne begynde at skimte at gå i nul blandt andet gennem effektiviseringer," siger han og fortsætter:

"Juletræsbranchen har udfordringer, og når man er en stor aktør, så møder man selvfølgelig udfordringer. Men alt kører fuldstændig efter planen. Vi har gennemført betydelige rationaliseringer i vores produktion og administration."

FinansWatch arbejder på at indhente en kommentar fra Sydbank og Adelis Equity Partners.

(Denne artikel er lavet i samarbejde med FinansWatchs søstermedie AgriWatch.)

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs