FinansWatch

Investeringsøkonom om Sydbank: Sprængt bestyrelse ikke endegyldigt fusions-punktum

Fusionssnakken vil fortsætte, lyder det fra Per Hansen fra Nordnet.

Foto: Nordnet/PR

Tirsdag forlod en tredjedel af Sydbanks bestyrelse banken, og det har afsluttet den angivelige flirt med Spar Nord, som ifølge Jyllands-Posten Finans var skyld i splittelsen i bestyrelsen.

Fusionssnakken vil dog fortsætte, vurderer investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

"Det ser ud til at "Sparsyd" er lagt på is og ikke kommer videre. Sydbanks bestyrelse er sprængt," skriver han i en kommentar.

"Det kan godt være, der foreløbig er sat det sidste punktum i "Sparsyd"-sagen, men fusionssnakken vil fortsætte – muligvis i denne og andre konstellationer senere," lyder det fra investeringsøkonomen.

Tirsdag forlod fire medlemmer Sydbanks bestyrelse, herunder både formanden og næstformanden. Det skyldtes ifølge Sydbank uenighed om strategien for og om governance.

Siden har Jyllands-Posten Finans dog erfaret, at der sidste måned var møder mellem Sydbank og Spar Nord om en mulig fusion mellem pengeinstitutterne, hvor uenighed efter møderne skulle være årsagen til, at dele af bestyrelsen trak sig.

Per Hansen hæfter sig ved, at geografiske udfordringer mellem bankerne kan have medført uenigheder, og den eventuelle løsning i et delt hovedsæde samtidig ville have en negativ effekt på fusionspotentialet.

"Det er svært at vide hvad logikken helt konkret har været, men det er næppe for meget at gætte på, at placeringen af fremtidens hovedsæde er en af og måske den store knast som der skal løses, når større pengeinstitutter skal fusionere. Et delt hovedsæde vil alt andet lige reducere synergieffekterne," skriver han.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere