FinansWatch

Sparekassen Sjælland-Fyn efter aktiekøb: Møns Bank er en interessant strategisk bank

Et opkøb i Møns Bank er et signal om, at det "er en interessant bank" på Sjælland, siger adm. direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn.

Lars Petersson er adm. direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn. | Foto: PRESSEBILLEDE

I toppen af den store sjællandske lokalbank Sparekassen Sjælland-Fyn ser man Møns Bank som en interessant bank inden for lokalområdet, men man har endnu ikke taget stilling til, om ejerandelen skal øges yderligere.

Det fortæller den Holbæk-baserede sparekasses administrerende direktør, Lars Petersson, til MarketWire, efter at Møns Bank mandag eftermiddag annoncerede, at Sparekassen Sjælland-Fyn er blevet storaktionær med 5,0285 pct. af aktiekapitalen.

"Vi har ikke taget stilling til, om vi vil købe yderligere. Men vi sender selvfølgelig et signal om, at vi synes at Møn er en interessant bank på Sjælland," siger direktøren, der også ser Lollands Bank som en interessant bank.

Sparekassen Sjælland-Fyn er ifølge direktøren en stor lokal spiller med knap 180.000 kunder og 41 filialer.

Sparekassen har været på opkøb øst for Lillebælt de seneste år med ejerandele på lidt mere end 20 pct. i både Lollands Bank og Nordfyns Bank.

"Købet er et udtryk for, at vi ønsker at befæste og styrke vores strategiske tilstedeværelse på Sjælland, som er vores hovedmarked," siger sparekassens adm. direktør.

Møns Bank er sammen med Lollands Bank og sparekassen med hovedsæde i Holbæk de eneste regulære lokalbanker på Sjælland, fremhæver Lars Petersson.

En eller flere stærke lokalbanker

Sparekassedirektøren er interesseret i at fastholde én eller flere stærke lokalbanker, som har et lokalt sigte, på Sjælland.

Lars Petersson ønsker at sikre, at virksomheder og borgere har en lokal bank på Sjælland med beslutningstagere, som kender til det sjællandske område.

"Der er jo himmelvid forskel på Sjælland og København. Det er jo som Venus og Mars. Det er jo også årsagen til at Møns Bank og Lollands Bank og i al beskedenhed os selv, har ganske godt fat," siger topchefen.

Sjælland er i gang med en rivende udvikling, hvor direktøren især peger på infrastrukturen heriblandt især etablering og investering i Femern-forbindelsen.

"Det er en investering på over 100 mia. kr., som vil skabe stor fremgang og vækst nogle steder. Det vil vi jo gerne have vores bid af. Det er også derfor, vi har købt op i Lollands Bank og nu i Møns Bank."

Fusion mellem Møn og Lolland

Det er kongstanken hos sparekassedirektøren at bevare en stærk sjællandsk bank. Det kan være som tre banker alene, men han er også klar til at skabe en større sjællandsk bank.

"Vi kommer dog ikke ind ad bagdøren i hverken Møn eller Lolland. Vi synes de er veldrevne begge to," siger Lars Petersson.

En fælles bank med Møns og Lollands Bank er ifølge direktøren også et muligt scenarie.

"Der ville vi godt sikre os, at vi var en del af det på en eller anden måde. Vi vil også bakke en sådan konstellation op," siger direktøren.

Sparekassen Sjælland-Fyn bliver storaktionær i Møns Bank

Lars Petersson venter på sidelinjen med en udstrakt fusionshånd til lokalbanker 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs