FinansWatch

Forsker løfter pegefinger over for lokalbanker: Pas på I ikke bliver filtret for meget ind i hinanden

Banker skal drive bank, ikke investere i aktier, lyder det fra bankforsker Lars Krull, efter Sparekassen Sjælland-Fyn har købt op i Lollands Bank. Han er uenig i, at aktiekøbet kan være substitut for at etablere sig på nyt marked. "Så kunne han ligeså godt sige, at han ikke laver øl, men så køber han en del af Carlsberg," siger bankforskeren. Bankanalytiker ser imidlertid anderledes på sagen.

Lars Krull, seniorforsker ved Aalborg Universitet.

Banker er banker. De skal ikke være kapitalfonde eller porteføljemanagere. Og af den grund bør de først og fremmest have fokus på bankforretningen og ikke på at investere i deres nærmeste konkurrenter.

Sådan lyder det fra bankforsker ved Aalborg Universitet Lars Krull, efter at Sparekassen Sjælland-Fyn mandag købte knap 10 pct. af Lollands Bank med forklaringen om, at det er en god investering, men at man også er åben for en fusion, hvis Lollands Bank er med på idéen.

"Bankernes opgave er at tjene penge på at forvalte folks formuer, tage imod indlån og så låne disse penge ud med en fortjeneste. Det er i langt mindre grad at sætte sin egen formue i spil," siger Lars Krull til FinansWatch.

"Jeg har ikke noget imod bankerne, men grundlæggende bør man sikre sig en mere stabil indkomst," siger han.

Illikvide aktier kan blive problematiske

Det seneste år har også budt på en massiv investering fra Arbejdernes Landsbank i Vestjysk Bank. Det har været en god finansiel investering, har ordførende direktør Gert Jonassen i Arbejdernes Landsbank fortalt. Topchef for Sparekassen Sjælland-Fyn, Lars Petersson, satser på, at Lollands Bank bliver det samme for Sparekassen Sjælland-Fyn.

"Han kan altid sige, at han får så og så mange procent i afkast. Men han kan ikke nødvendigvis sælge aktien, hvis han vil det på grund af ringe likviditet," siger Lars Krull.

For større aktieposter i lokalbanker er svære at afhænde, og de er generelt illikvide. Hvis man derfor står og skal af med aktien, og må holde brandudsalg, så vil det komme til at skade resten af lokalbankens aktionærer, peger seniorforskeren på.

"Selv en god investering kan blive farlig den dag, man skal sælge," siger han og tilføjer, at Sparekassen Sjælland-Fyns egne investeringsrådgivere nok ville råde at holde sine investeringer mere likvide.

Anderledes ser han på Spar Nord, der sidste år forsøgte at købe Danske Andelskassers Bank, DAB. Spar Nord er fortsat med at købe op i aktien, og døren er stadig åben for et opkøb eller en fusion.

"De køber op med et klart mål, fordi de gerne vil have noget," siger Lars Krull.

Aktiekøb skal ikke være substitut for etablering

Men foruden at være en god investering, så betyder opkøbet også, at Sparekassen Sjælland-Fyn ikke vil åbne filialer på Lolland. Lars Krull køber dog ikke argumentet om, at et aktiekøb i en anden lokalbank skulle være en substitut for at gå ind på et nyt markedsområde.

"Så kunne han ligeså godt sige, at han ikke laver øl, men så køber han en del af Carlsberg," siger bankforskeren.

Og så peger han på uheldige oplevelser under finanskrisen, hvor lokalbanker finansierede hinandens kapitaludstedelser.

"Bankerne skal passe på, de ikke bliver filtret for meget ind i hinanden," siger Lars Krull og fortsætter:

"Der findes bunkevis af inspektionsrapporter fra Finanstilsynet, som kommenterer på associerede virksomheder i det ene eller det andet, fordi bankerne har ikke styr på investeringen."

Analytiker ser tendens brede sig

Den selvstændige bankanalytiker Nicholas Rohde, der står bag både analysehuset Bankresearch og Niro Invest, peger dog på, at tendensen med, at større banker køber relativt store andele af mindre banker, som er prissat lavt i forhold til de indre værdier, godt kan blive endnu mere udpræget i banksektoren.

"Små pengeinstitutter er prissat billigt, og det giver den fordel for et større pengeinstitut den fordel, hvis de ejer mere end 20 pct., at ejerandelen kan konsolideres til indre værdi – og ligeledes bogføre resultatandelen i deres resultatopgørelse. Den tendens, kunne jeg godt se, brede sig i den danske banksektor," siger han til FinansWatch.

Men der kan godt være lange udsigter til, at det fører til den fusions- og konsolideringsbølge, som er blevet både efterspurgt og spået.

"Man kan undre sig over, at små banker som en rygmarvsreaktion holder fast i, at det er selvstændighed uanset hvad. Hvis forretningsmodellen er stærk kan selvstændighed være en god option, men det ville klæde dem at være åbne overfor de muligheder og fordele for kunder, aktionærer og medarbejdere, der kunne være, i stedet for at holde fast i selvstændighed frem for alt," siger Nicholas Rohde.

Og så anskuer Nicholas Rohde det anderledes end Lars Krull, når det kommer til at købe aktier hos en anden bank frem for selv at etablere sig.

"Hvis man i øvrigt synes, Lolland er et interessant markedsområde, så er opkøbet et spændende alternativ til at konkurrere direkte med Lollands Bank via egne filialetableringer. Det ville øge konkurrencen og formentlig gøre det sværere for begge parter," siger Nicholas Rohde.

Bankdirektør på Lolland stikker til opkøbende bank: De kunne lære lidt af os

Vejen er banet for Sparekassen Sjælland-Fyn på Lolland

Direktion og bestyrelse køber aktier i Sparekassen Sjælland-Fyn

Topchef efter opkøb: Fusion bliver ikke på vores initiativ

Formand: Lollands Bank ønsker at stå på egne ben

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere