FinansWatch

Spar Nord ser positiv udvikling fortsætte i lavere tempo i 2022

De nye år forventes at give vind i sejlene hos Spar Nord, der regner med stærk økonomi i Danmark. Til gengæld kan kursreguleringerne bliver trykket af sløje aktiemarkeder.

Lasse Nyby er adm. direktør i Spar Nord. | Foto: Spar Nord/PR

Spar Nords fjerde opjustering af prognosen for 2021 begrundes med en positiv udvikling i den danske økonomi samt en stærk kreditkvalitet hos bankens kunder.

Dansk økonomi ventes fortsat at vise styrke i 2022, hvor der dog kan blive tale om en lidt lavere hastighed på væksten.

Det siger Lasse Nyby, der er adm. direktør i Spar Nord, til MarketWire.

"Vi forventer en stærk dansk økonomi i 2022 - måske med knap så høj vækst i BNP, som vi har set i 2021, men alt tyder på, at både investeringer og privatforbrug kommer til at se rigtig fornuftigt ud i 2022," siger Lasse Nyby.

Kursreguleringer og hensættelser

Banken venter for 2021 en basisindtjening før nedskrivninger på omkring 1580 mio. kr. og et resultat efter skat på cirka 1365 mio. kr., mens prognosen for 2022 lyder på en basisindtjening før nedskrivninger på 1300-1600 mio. kr. og et resultat efter skat i niveauet 1000 til 1250 mio. kr. - altså lavere end i 2021.

Årsagen til det er ifølge bankdirektøren kursreguleringer og tilbageførsel af nedskrivninger, som har løftet resultatet for 2021.

"Det hænger sammen med, at vi jo har en indtægt på nedskrivningslinjen i 2021 på 120 mio. kr. Det er ikke noget, vi lægger ind i vores forventninger for 2022. Det er normalt en udgift, og det budgetterer vi også med i 2022," forklarer Lasse Nyby og tilføjer, at der kun ventes beskedne nedskrivninger for året.

Kursreguleringer kan veje negativt på resultatet i 2022, hvor året er blevet skudt i gang med faldende aktier og stigende renter.

Det er "hele vejen rundt" i sektorerne, at der har været tilbageførsler på nedskrivninger i 2021, fortæller Lasse Nyby. Her har landbrug tidligere givet banken hovedpine, men i 2020 og nu også i 2021 kan der tilbageføres nedskrivninger - også selv om svineproducenterne har fået det værre, lyder det.

Lavere ledelsesmæssigt skøn

I fjerde kvartal er Spar Nord begyndt at individualisere sit ledelsesmæssige skøn vedrørende covid-19 på 295 mio. kr. Det sker på ønske fra Finanstilsynet, fortæller direktøren.

Det ledelsesmæssige skøn er fra tredje til fjerde kvartal blevet bragt ned fra 347 mio. kr., og det skal med al sandsynlighed længere ned - dog med forbehold for nogle usikkerheder.

"Den væsentligste usikkerhed er, hvad der sker, når virksomheder skal til at tilbagebetale den gæld, de har til det offentlige, affødt af likviditetslettelsen fra udskudte skatter og moms," siger bankdirektøren til MarketWire.

"Det sker delvist fra 1. april, hvor vi venter, at en større del af virksomhederne vil udnytte muligheden for at trække i deres bank frem for at finansiere sig hos det offentlige, når de skal betale godt 8 pct. i rente."

Banken er dog ikke eksponeret inden for de hårdest ramte sektorer, der i Danmark hovedsageligt er hotel- og restaurationssektoren og ellers også gælder fly- og rejsebranchen.

Ser ikke gentaget opjusteringsmønster

Onsdagens opjustering er den fjerde af slagsen for regnskabsåret 2021, der er kommet forud for hvert regnskab. Til spørgsmålet, om det samme mønster vil gentage sig i 2022, svarer Lasse Nyby, at der er lagt et større udfaldsrum ind i de nye forventninger.

"For at forsøge at imødegå det lidt, har vi guidet i et lidt bredere spænd - både på basisindtjening og på resultat efter skat - så nej, det tror jeg ikke," siger direktøren.

Spar Nord opjusterer forventningerne en smule

Spar Nord har fået ny erhvervskundechef  

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs