FinansWatch

Opkøbssulten bank: Topchefers trang til selvstændighed forpurrer fusioner

Til trods for gode forretningsmæssige argumenter er det svært at få fusioner i banksektoren til at ske i praksis, så længe samfundsøkonomien går godt. Sådan lyder det fra regnskabsaktuel Spar Nord-boss, der forventer, at investering i lokalbank vil bidrage med 100 mio. kr. til bundlinjen i år.

Lasse Nyby

Selvom man som direktør kan regne sig frem til, at det giver god mening at slå banker sammen, er det sværere end som så at få det til at gå i opfyldelse.

Det har Spar Nords adm. direktør, Lasse Nyby, oplevet i forbindelse med det mislykkede forsøg på at overtage Danske Andelskassers Bank (DAB).

Han peger på, at kollegers lyst til at stå i spidsen for en selvstændig bank gør det svært at gennemføre fusioner i gode tider, og derfor tvivler han på, at der vil ske store forskydninger i banklandskabet i 2019.

"De fleste har det ligesom ledelsen i DAB. De synes, at det er spændende at drive en selvstændig bank, selvom der er rigtig gode argumenter for konsolidering med stigende omkostninger til it og compliance og pres på rentemarginalen," siger Lasse Nyby, efter at banken torsdag morgen offentliggjorde sit regnskab for første kvartal 2019.

Som FinansWatch skrev tidligere torsdag, opjusterede Spar Nord forventningerne til hele 2019, mens banken måtte realisere et fald på bundlinjen på 15 pct.

Fusioner sker i nedgangstider

Derfor er det ikke Lasse Nybys fornemmelse, at der vil ske meget på fusionsområdet i år.

"Når der virkelig sker noget på det område, er det, fordi der er banker, der er pressede," siger han.

Spar Nord overtog sidste år rigmanden Henrik Linds ejerandel i Danske Andelskassers Bank og meldte i samme forbindelse ud, at man så et potentiale i at overtage hele den jyske lokalbank.

DAB's ledelse afværgede dog opkøbsforsøget tidligere på året, da banken har udsigt til at øge polstringen gennem det formodede salg af Sparinvest til Nykredit, ligesom DAB styrkede kapitalen gennem en aktieudvidelse.

Dermed måtte Lasse Nyby droppe sin plan a og hive plan b op fra skuffen, som går på, at man nu ser sin ejerandel på 27 pct. af DAB som en finansiel investering. Og det er slet ikke så tosset, siger Nyby, der forventer, at investeringen vil give et afkast på i omegnen af 100 mio. kr. på Spar Nords bundlinje i 2019.

Fremadrettet kommer Spar Nord til at indtægtsføre 27 pct. af DAB's bundlinje hvert kvartal svarende til bankens ejerandel.

"I 2019 kan det ikke undgå at blive andet end en fremragende finansiel investering," siger Nyby.

Han henviser til, at man udover at bogføre 27 pct. af DAB's løbende indtjening også har udsigt til 27 pct. af indtægterne fra DAB's formodede salg af sin ejerandel Sparinvest, som DAB selv har opgjort til 187 mio. kr.

Så du er trods alt glad for investeringen i DAB, selvom du ikke fik held med at overtage banken?

"Jeg ville selvfølgelig helst gerne have kunnet overbevise bankens ledelse om, at det er en god idé at gå sammen. Men jeg lever med, at vi kan indtægtsføre gevinsterne fra DAB."

Spar Nord: Et godt tilbud

Lasse Nyby fortæller, at Spar Nord brugte lidt mere end 10 mio. kr. på at udarbejde tilbudsdokumentet til DAB's aktionærer og på juridisk ekspertise i forbindelse med opkøbsforsøget.

"Men ud over at vi indtægtsfører vores andel af DAB's forventede overskud, er der lidt teknikaliteter, der gør, at vi tjener ekstra på ejerandelen, som modsvarer den ekstraordinære udgift på de godt 10 mio. kr. Det skyldes, at DAB's seneste emissionskurs var højere end markedskursen og den kurs, vi har tegnet til," siger Nyby.

Om den videre strategi for DAB-aktierne siger han:

"Vi beholder aktierne, og vi er stadig den største aktionærer i DAB. Så må vi se, hvad der sker hen ad vejen," siger han.

Sydbanks Karen Frøsig meldte på FinansWatch onsdag ud, at banken er klar til at deltage i konsolidering, men understregede, at det skal ske uden fjendtlige overtagelser. Det kunne lyde som en lille stikpille til Spar Nord?

"Det må stå for hendes regning," siger bankdirektøren og fortsætter:

"Jeg vil måske også spørge: Fjendtlig i forhold til hvem? Jeg synes ikke, at det var fjendtligt, at vi tilbød aktionærerne i DAB 9 kr. per aktie sammenlignet med, at den handles til 6,4 kr. i dag. Det kan godt være, at ledelsen synes, det var ubehageligt, men det ændrer ikke på, at det havde været en fremragende handel for aktionærerne."

Mere fra FinansWatch

Gjensidige løfter det danske resultat med en fjerdedel

Øget rejseaktivitet og erhvervskunder løfter Gjensidiges danske vækst, samtidig med at resultatet springer i vejret. "Nu står vi langt, langt stærkere, end vi nogensinde har gjort, og det skal vi kapitalisere på," lyder det fra koncerndirektør Mats C. Gottschalk.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs