FinansWatch

Arbejdernes Landsbank overtager Roskilde Bank-kunder

Der er fundet en ny bank til de 4.000 privatkunder, der har været strandet i Roskilde Bank, siden banken krakkede i 2008. Det oplyser banken.

Foto: /ritzau/Martin Kurt Haglund

I sidste uge lovede adm. direktør i Roskilde Bank, Lars Jensen, at der meget snart ville komme en afklaring på de private kunder, der har været strandet i banken. I dag kan kunderne endelig ånde lettet op. I en pressemeddelelse skriver Roskilde Bank, at Arbejdernes Landsbank overtager kunderne i banken, der har en samlet volumen på 800 mio. kr.

”Vi har igennem 2 år arbejdet på at hjælpe vores kunder videre til andre pengeinstitutter. Med aktiv rådgivning er det lykkes os at få 4.000 privatkunder enkeltvist videre til andre institutter. Og nu har vi indgået en god aftale med Arbejdernes Landsbank om resten af vores privatkundeafdeling,” siger adm. direktør for Roskilde Bank, Lars Jensen i meddelelsen.

Pris uvist

Roskilde Bank er under afvikling af Finansiel Stabilitet, efter banken krakkede i august 2008. Siden december, hvor andre banker kunne byde ind i forhold til at overtage kunderne, har bestyrelsen gransket mulighederne.

I Arbejdernes Landsbank ønsker direktør Gert Jonassen ikke at oplyse, hvad man har betalt for de 4000 privatkunder, men i Finansiel Stabilitet har man tidligere ikke lagt skjul på, at man var villig til at gå langt for at slippe af med de strandede kunder.

Bjerre Nielsen: Vi er villige til at gå langt

Til nyhedsbureauet RB-Børsen siger Gert Jonassen:

Forretningsmæssig gevinst

"Jeg er et venligt menneske, men jeg tænker også forretningsmæssigt. Det er en stor opgave, men der ligger en forretningsmæssig gevinst for banken." Han oplyser, at der ikke er tale om ren foræring, men der er heller ikke betalt fuld pris for udlånene.

Arbejdernes Landsbank var i sin tid blandt de tre banker, der købte filialnettet fra den krakkede Roskilde Bank. Dengang overtog banken over 11.000 privatkunder.

Arbejdernes Landsbank overtager seks medarbejdere fra Finansiel Stabilitet, men skal i alt bruge 15 til 20 nye medarbejdere til arbejdet med Roskilde-kunderne. I første omgang kommer kunderne ind i en særlig filial i Glostrup, men når de er igennem den indledende rådgivning, vil de kunne vælge frit mellem arbejderbankens filialer.

Problembørnene

Overdragelsen af privatkunderne er et skridt på vejen, men sætter langt fra punktum i sagen om Roskilde Bank. Efter overdragelsen af privatkunderne er der fortsat 3.000 kunder, primært erhvervskunder, som der endnu ikke er fundet en afklaring på.

Mere fra FinansWatch

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs