FinansWatch

John Fisker kan snart blive den jyske bankkonge: Fokus er på at vokse succesfuld nicheforretning

Ringkjøbing Landbobank er - særligt på grund af landbruget - kommet skånsomt igennem det første coronauvejr, og fortsætter nichebanken sin udvikling, kan direktør John Fisker med tiden blive chef for landets næstmest værdifulde bank. Direktøren, der helst vil koncentrere sig om sin egen forretning, har også en coronarelateret advarsel.

John Fisker Foto: Morten Plesner Mathiasen

John Fisker kan sende en venlig hilsen til sine landbrugskunder - en del af lånebogen, som tidligere befandt sig i en massiv krise, men som lige nu har det rigtig godt.

For landmændenes forbedrede økonomiske forhold gør, at Ringkjøbing Landbobank har kunnet foretage så store tilbageførsler af nedskrivninger på udlån, at udlånstab i relation til coronakrisen reelt blegner i regnskabet.

Sølle 66 mio. kr. lander nedskrivningsposten dermed på i andet kvartal i år, hvor bankens indtjening efter skat - på trods af coronakrisen - steg knap 3 pct.

"Tingene ser noget bedre ud her efter andet kvartal, end det gjorde i første kvartal. Vi laver et resultat efter skat, der er en spids højere end samme kvartal sidste år og pænt højere, end det vi tjente i første kvartal. Det er vi selvfølgelig glade for," lyder det fra John Fisker.

Store bevægelser på nedskrivningskontoen

Han taler om, at der har været "store bevægelser" i nedskrivningskontoen, hvor banken af frygt for dårligere samfundsøkonomiske tider i andet halvår har forhøjet sit såkaldte ledelsesmæssige skøn med knap 200 mio. kr., så banken samlet set har sat over en halv milliard kroner til side i forbindelse med mulige tab i relation til coronakrisen.

Man fristes til at spørge John Fisker, at når selv coronakrisen ikke kunne vælte den vækst, som Ringkjøbing Landbobank har været inde i siden finanskrisen, hvad er mulighederne så ikke for det, der efterhånden er kendt som landets duksebank?

Ringkjøbing Landbobank strøg for et par år siden forbi Sydbank som landets tredjemest værdifulde bank, og efter et kursridt ovenpå coronakrisen er det "kun" knap to mia. kr., som skiller banken fra at overgå Jyske Bank som landets næstmest værdifulde bank.

Jyske Bank har en markedsværdi på 15,72 mia. kr., mens Ringkjøbing Landbobank nu har en værdi på 13,74 mia. kr. Til sammenligning har Sydbank en markedsværdi på 7,52 mia. kr.

Bliver John Fisker snart Jyllands bankkonge?

"Vi er en lille specialbank, så det har jeg ikke nogen ambitioner om. Vi bruger vores kræfter på at vokse vores platform og koncept," lyder det fra direktøren for landbobanken, som er kendt for sit fokus på læger, tandlæger, vindmøller, engrosforretninger og private banking for velhavende kunder.

Men I takt med at jeres værdi stiger, skal du vel også til at påtage dig et ansvar som en af førerhundene i sektoren?

"Joh, joh," lyder det fra Fisker, der tilføjer:

"Jeg synes nu, at vi har gode førerhunde."

Bekymret for eksportvirksomheder

Selvom situationen tegner fornuftigt for nichebanken, understreger John Fisker dog, at han ikke er jubeloptimist. For når han kan læse i aviserne, at både Tyskland og USA præsenterede nogle af de største fald i bruttonationalproduktet nogensinde, så gør det ham bekymret.

Og det er i det lys, at beslutningen om at hæve bankens såkaldte ledelsesmæssige skøn for udlånstab i relation til coronakrisen med knap 200 mio. kr. skal ses.

"Vi er da bekymrende for, at faldet i BNP i Tyskland og USA på en eller anden måde kommer til at ramme vores eksportvirksomheder, uden vi lige kan sige hvordan. Hvis de bliver ramt, vil vi også få flere arbejdsløse i Danmark," lyder det fra Fisker.

"Men omvendt ser det ud til, at den indenlandske økonomi klarer sig rigtig godt. Hus- og sommerhussalget og turismen kører rigtig godt på vestkysten. Købmændene og sommerhusudlejningen går godt. Og danskerne og tyskerne bruger mange penge."

Lav omkostningsprocent

Mens landets største banker sigter efter en såkaldt omkostningsprocent på de lave halvtredsere, så kunne John Fisker i dag, onsdag, præsentere en omkostningsprocent på 37 pct., sådan at omkostningerne kun udgør 37 pct. af indtægterne.

"Det skyldes hele vores struktur. Vi har fra starten bygget en meget enkel bank. Der er produkter, vi ikke har for eksempel. Hvis det ikke er vigtigt for kunderne, så har vi det ikke," lyder det fra John Fisker.

"Håndteringen af vores nicheforretninger, såsom private banking, engros, læger tandlæger og vedvarende energi, giver den del af forretningen en omkostningsprocent på i omegnen af 20. Når vores privatforretning har en omkostningsprocent på 50, så giver det i gennemsnit en samlet omkostningsprocent på 37. Fremtiden for os er, at vi skal vokse begge forretninger."

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere