Ringkøbing Landbobank ud i overhalingsbanen
Kan man drage en parallel hele vejen fra Esplanaden, en af landets største arbejdspladser med adresse så langt østpå, som man næsten kan komme, og så hele vejen til Ringkjøbing i Vestjylland, hvor Ringkjøbing Landbobank har hovedsæde?
Det er to vidt forskellige størrelser, A.P. Møller – Mærsk og så Ringkjøbing Landbobank, og alligevel er der masser af karakteristika, hvor de to virksomheder minder utrolig meget om hinanden. Ét af de steder, hvor tankegangen er ens på Esplanaden og i Ringkjøbing er, når det kommer til timing.
Konkurrenterne i knæ
Historisk har A.P. Møller – Mærsk altid været dygtige til at time, hvornår man skulle gå i offensiven. Landets største virksomhed købte ofte op og lavede milliardstore investeringer, når konkurrenterne var i knæ. Og det er lige nøjagtigt det, som Ringkjøbing Landbobank gør nu.
Mens en række mindre og mellemstore banker slikker sårene efter en finanskrise, der gjorde ondt på dem og deres balancer, så er Ringkjøbing Landbobank mere ”mean and lean” end nogensinde før. Den slags udtryk bruger man ikke på Torvet i Ringkjøbing, hvor banken, der er Danmarksmester i egenkapitalforretning, ligger, men der er ingen tvivl om budskabet fra den ene af bankens to direktører, John Fisker.
Træder på speederen
”Vi var heldige, at vi fik bremset op, syv kvartaler inden krisen brød ud. Strategisk giver det os et helt andet udgangspunkt for fremtiden, end hvis vi havde fortsat med at låne penge ud. Vi har likviditeten og en frihed nu til at agere. Og den position vil vi gerne bruge til at sige, at nu rykker vi fremad. Nu træder vi på speederen,” siger John Fisker under et interview med FinansWatch.
”Hos mange af vores konkurrenter er man i gang med at reducere i balancerne eller skaffe frisk kapital for at kunne leve op til de kommende lovregler. Den situation er vi helt fri af. Den 1. oktober slap vi ud af Bankpakke 1, og vi klarer os uden de øvrige sikkerhedsnet, som staten har spændt ud. Så vi kan bruge alle vores kræfter på at vokse. Vi har Nordens laveste omkostningsprocent, 32 øre i omkostninger hver gang vi tjener 1 krone, og det er en god base at vokse ud fra,” siger John Norden, der kalder det en religion i banken at være omkostningsbevidst.
Høj dagen derpå
Dagen inden interviewet havde banken generalforsamling, og det var en dejlig begivenhed, fortæller John Fisker. ”Ja, det er næsten ligesom, man er helt høj her dagen derpå,” som han formulerer det. Og faktisk var selve generalforsamlingen et billede på det momentum, som banken oplever p.t. Nemlig at kunderne - ifølge John Fisker - søger mod de velpolstrede institutter.
”Det, der rykker allermest lige nu for os, er de markedsandele vi tager i filialnettet, der får vi rigtig mange både privat- og erhvervskunder ind. Vi var lidt tilbageholdne i starten af 2010, men nu er specielt erhvervskundernes situation mere velafklaret, og det er til at forholde sig til tingene på et kvalificeret grundlag. Så der vokser vi rigtig fint,” siger han.
"Mund-til-mund"-metoden
Han fortæller, at banken får rigtig mange nye kunder ind via den gode gammeldags metode ”mund-til-mund”.
”Du finder ikke en bedre markedsføringsmaskine end den. Hvis en god ven eller en fra din familie anbefaler dig noget, så tager du det alvorligt, og det nyder vi utrolig godt af for tiden. Bare i går til generalforsamlingen kom der folk fra hele Jylland, der lige skulle se, hvad vi var for nogen,” siger han.
Store ambitioner
Udover væksten inden for de klassiske privat – og erhvervskunder, så er det på private banking-området, at banken vil vokse markant.
”Det er et stort satsningsområde for os,” siger John Fisker.
Han holder fast i, at banken i 2011 vil vokse 5-10 pct. på både ind- og udlånssiden i år.
”Men internt sætter vi barrieren højt. Vi håber og tror på de 10 pct.,” siger han.
FinansWatch har lavet et stort strategiinterview med John Fisker, læs i morgen flere artikler om en af landets dygtigste banker.
Jyske bankbosser tror på små virksomheder
Naur: Ikke det mest fornuftige Dam har sagt
Relaterede artikler:
Fisker: Der var for mange hundehuse derude
For abonnenter