FinansWatch

Kunder og svenskere i hård kritik af Nordea: I er grådige

"Grådig" og "grisk". Det skorter ikke på harme ord mod Nordea fra bankens egne kunder såvel som svenske borgere for at flytte sit hovedkontor ud af landet. Politikerne i oppositionen revser både den rødgrønne svenske regering og banken.

Det har vakt stor harme blandt svenskerne og Nordeas egne kunder, at banken flytter sit hovedkontor ud af Sverige og til Finland for at spare penge.

Det kan i særdeleshed ses på bankens svenske Facebook-side, hvor et opslag om bankbestyrelsens beslutning på fire timer er blevet delt 20 gange og har fået 307 kommentarer og 133 sure smileys.

"Så mister I en kunde ...... farvel."

"Tid til at forlade disse tyve og svindlere. For det første støttede det svenske folk dem under bankkrisen, og så de tager vores penge og flytter til udlandet. Fandens grise."

"I kan begynde at betale de penge tilbage, som den svenske stat gav jer under den sidste bankkrise, siden I kan flytte, og I vil nok råbe op om, hvor mange kunder I taber, men godt at jeres grådighed har et ansigt," lyder det i nogle af kommentarerne fra sure kunder og borgere.

Nordea svarer igen på flere af de vrede Facebook-henvendelser.

For eksempel skriver banken til en kunde, som truer med at forlade banken, at man er trist over at høre, at vedkommende ikke længere vil være kunde hos banken og understreger, at Nordea vil fortsætte sin bankforretningen i Sverige helt uændret. Ligesom banken også understreger, at man vil fortsætte med at operere i alle sine fire hjemmemarkeder i Norden, herunder Danmark.

Banken indleder sig også i en diskussion med en anden kunde, som siger, at de svenske borgere har reddet skindet på bankens næse under finanskrisen.

Politikerne råber også

Fra de svenske oppositionspartier i den politiske alliance kaldet Alliansen, bestående af Moderaterna, Centerpartiet, Liberalerna og Kristdemokraterna, bliver der skudt på den rødgrønne regering.

De mener, at den svenske regering er skyld i, at banken flytter hovedsædet til Helsinki, fordi det er regeringen, som står bag et forslag om en ny bankskat, som dog endnu ikke er indført.

"Den rødgrønne regeringspolitik skubber Nordea, og dermed kvalificerede jobs og skatteindtægter ud af landet. Det er forbløffende, at vi har en finansminister, som ikke alene fører en politik, så virksomhederne forlader landet, men også byder det velkommen," skriver Ulf Kristersson, der er økonomiordfører for partiet Moderatorerne, i en kommentar til Dagens Industri.

Også den økonomiske ordfører for Centerpartiet, Emil Källström, retter sit skyts mod regeringen.

"I de senere år har Nordea modtaget en række modstridende meldinger fra regeringen. Skatter er blevet foreslået og trukket tilbage af flere omgange. Selvfølgelig har denne her usikkerhed været en del af analysen bag beslutningen om at flytte," lyder det i en kommentar fra ham til Dagens Industri.

Modsat de to liberale partier retter det røde svenske parti Vänsterpartiet sit skyts mod Nordea.

"Jeg mener, ​​de er fanget af deres egen grådighed," siger formanden for Vänsterpartiet, Jonas Sjöstedt, til Dagens Industri.

"For mig handler det om, at bankerne skal gøre det rigtige. Bankerne modtager indirekte støtte fra samfundet og har garantier fra samfundet, og så skal du også betale tilbage," uddyber han.

Nordea vil flytte hovedsæde til Finland

Her er reaktionerne på Nordeas flyttebeslutning

Forsiden lige nu

Tryg vil investere 674 millioner i ejendomsfonde

En række større ejendomssalg reducerer værdien af Trygs investeringsejendomme med én mia. kr., men forsikringskoncernen er parat med nye investeringer i 2018, fremgår det af årsregnskabet.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere