FinansWatch

Jyske: Nordea-besparelser en positiv overraskelse

Nordea vil skrue ekstra på omkostningsknapperne efter et hårdt 2013, der har været præget af lav økonomisk aktivitet og pres på udlånet.

Derfor øger den svenske bank sit sparemål for perioden 2013-2015 til 900 mio. euro fra tidligere 450 mio. euro, og det er ganske positivt, lyder den umiddelbare vurdering fra Thomas Eskildsen, der er bankanalytiker hos Jyske Bank.

- Det er meget positivt, at Nordea skruer op for besparelserne, og man må også forvente, at det er nødvendigt. Konkurrenterne - særligt Danske Bank - har gang i store besparelser, så derfor er det også nødvendigt, at Nordea gør det, siger analytikeren til Ritzau Finans.

Han noterer sig desuden en toplinje på niveau med det ventede i fjerde kvartal, mens handelsindtægterne og nedskrivningerne på udlån dog skuffer en smule.

- Handelsindtægterne skuffer en anelse i fjerde kvartal, og nedskrivningerne er lidt højere, end jeg havde ventet. Jeg havde regnet med nedskrivninger på niveau med tredje kvartal (171 mio. euro, red.), men de landede så på 180 mio. euro, konstaterer Thomas Eskildsen.

Konsensus blandt analytikerne var dog nedskrivninger på 185 mio. euro ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans inden regnskabet, og dermed er posten ikke voldsomt skuffende i det store billede.

Godkendt udbytte

Nordea indstiller i forbindelse med regnskabet til udbetaling af et udbytte på 0,43 euro per aktie, svarende til en udbetalingsgrad payout ratio, på 56 pct. Og også det er, som det skal være, fastslår Thomas Eskildsen.

- Dividendeudbetalingen rammer meget tæt på, og alt i alt er det et ganske fint resultat fra Nordea. Jeg tror ikke, at der kommer nævneværdige udsving i aktien, for resultaterne svarer meget godt til konsensus. Aktien kan sætte sig en lille smule, fordi visse poster rammer lidt under, men omvendt trækker det den anden vej, at Nordea øger besparelserne og rammer lige på med dividendeudbetalingen, siger Thomas Eskildsen.

Analytikeren indledte for nylig dækning af Nordea-aktien med anbefalingen "køb" og kursmålet 92 kr. - det højeste registrerede kursmål blandt de analytikere, som Bloomberg News har registreret.

/ritzau/

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs