FinansWatch

Nordea indleder intern undersøgelse efter kontroversiel analyse

Søndag udgav Nordea en kritik analyse om tiltag mod corona. Den er siden trukket tilbage, og nu har banken indledt en intern undersøgelse af forløbet.

Foto: Jens Dresling

Nordea har indledt en intern undersøgelse, efter at en konspirationsteoretisk og vaccinekritisk analyse udgivet af banken har skabt røre i blandt andet det finske parlament.

Det skriver Bloomberg News.

Analysen med titlen "Papers please, and how to trade them!" blev søndag udgivet på Nordeas hjemmeside, men er siden blevet trukket tilbage.

I den kritiseres regeringer, der har indført tiltag for at hindre smitte med covid-19, som samtidig er blevet tildelt øgenavnet "lockdownistas" - et nedsættende ord for fortalere for nedlukninger.

"Lockdownistas har gjort sig bemærket i løbet af den seneste uge med deres "papers please"-systemer, der er blevet implementeret i flere lande for at øge vaccinationstilslutningen," skrev chefanalytiker Martin Enlund og chefstrateg Andreas Steno Larsen i analysen.

Referencen "papers please" stammer fra filmen Casablanca og bruges som metafor for en politistat - eller når der kræves fremvisning af coronapas.

"Det plejede at være "to uger til at flade smittekurven", men nu er det på en eller anden måde udviklet til "indespær de ikke-vaccinerede (eller værre endnu)"," lyder det i analysen.

"Vaccinen er øjensynligt så god, at du er nødt til at tvinge folk til at tage den," fortsætter analysen, der derudover henviser til retssagerne i Nürnberg efter Anden Verdenskrig om ejerskab over egen krop, det informerede valg og fratagelse af frihedsrettigheder.

Samtidig betvivles effekten ved tredje vaccinestik - boosterstik - der ifølge analysen i bedste fald blot yder en øget beskyttelse på 60 pct. sammenlignet med ikke-vaccinerede.

Analysen blev mødt af kritik fra blandt andet det finske parlamentsmedlem Mikko Karna, der på Twitter satte spørgsmålstegn ved indholdet.

Nordea har ifølge Bloomberg skrevet på Twitter, at analysen ikke afspejler bankens holdninger, og at den "desværre rammer ved siden af" i sin kommunikation.

Analytiker ser 50 procent sandsynlighed for rentesænkning i maj

Aktieanalytikere er uenige om vigtigt nøgletal 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs