FinansWatch

Sydbank: Nordeas regnskab var klart bedre end ventet

Nordeas regnskab for andet kvartal overraskede positivt, selv om omkostningerne var højere end ventet, lyder det fra Sydbanks finansanalytiker.

Nordea-aktien kan blive belønnet af investorerne onsdag, vurderer Sydbanks finansanalytiker. | Foto: Jens Dresling

Regnskabet for andet kvartal fra Nordea var klart bedre end ventet, og specielt udviklingen i indtægterne og nedskrivningerne overrasker positivt.

Den lille skuffelse på omkostningerne var ikke helt uventet og trækker ikke ned, da omkostningsprocenten fortsat er i orden.

Det vurderer senioranalytiker hos Sydbank Mikkel Emil Jensen over for Ritzau Finans.

"Indtægterne er klart bedre end ventet, og det skyldes primært øgede nettogebyrindtægter," påpeger han.

Nettorenteindtægterne landede i andet kvartal på 1232 mio. euro mod 1091 mio. euro i andet kvartal sidste år. Også gebyrindtægterne steg - til 878 mio. euro fra 673 mio. euro.

De samlede indtægter var godt 100 mio. euro bedre end ventet og omkring 3590 mio. euro bedre end i andet kvartal af 2020.

"Indtægtsførsel af nedskrivninger på 51 mio. euro var overraskende," siger Mikkel Emil Jensen.

Han havde ventet nedskrivninger på 76 mio. euro i kvartalet, og analytikerne, der havde givet estimater til Infront Data, regnede med 100 mio. euro.

Umiddelbart ser senioranalytikeren dog en mindre skuffelse på omkostningerne, der steg fra 1088 mio. euro til 1131 mio. euro. Her ventede Mikkel Emil Jensen et fald på 2 pct. til 1070 mio. euro.

"Man skal dog være opmærksom på, at omkostningprocenten trods alt falder, da indtægterne øges," understreger analytikeren.

Justeringen af Nordeas omkostningsforventninger for hele året til "omkring 4,6 mia. euro" fra tidligere "under 4,6 mia. euro" overrasker ikke Mikkel Emil Jensen, der havde forudset det i sin optaktsanalyse. Konsensus inden regnskabet var også 4614 mio. euro i samlede omkostninger for året.

Nordea vil efter kvartalet genoptage udbyttebetalingen og i fjerde kvartal lancere et aktietilbagekøbsprogram.

"Det er ikke uventet, da banken er bundsolid med kapitalbuffer på tæt på 18 pct.," siger han.

Sydbanks senioranalytiker venter, at aktierne i den skandinaviske storbank vil stige ved åbningen af det danske marked onsdag.

Tirsdag lukkede aktien i 69,31 kr. på børsen i København efter en stigning på 1,1 pct. I år er aktien steget lige over 40 pct.

Nordeas topchef advarer mod potentielle tilbageslag i coronakrisen

Markant fald i udlånet blandt Nordeas danske storkunder

Nordea varsler både udbytte og aktietilbagekøb

Nordea lægger en milliard euro til driftsresultatet 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs