FinansWatch

Optakt til Nordea-regnskab: Indtjeningen fortsat presset

Denne uges regnskab fra Nordea ser ud til at blive en blandet fornøjelse, lyder det fra analytikere.

Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Skal man tro finanshuset Morgan Stanley er der udsigt til et blandet tredje kvartal for storbanken Nordea.

Regnskabet ventes overordnet at vise svag indtjening fra handelsaktiviteter og gebyrer, mens nettorenteindtægter og omkostninger ventes at vise en fornuftig udvikling, der dog ikke kompenserer fuldt ud. Det fremgår af en kommentar om nordiske banker fra det amerikanske finanshus.

Analytikere adspurgt af Ritzau Estimates er ikke uenige. De venter, at nettorenteposten falder til 1077 mio. euro fra 1185 mio. euro, mens gebyrindtægterne ventes at droppe til 776 mio. euro fra 814 mio. euro. Handelsindtægterne - resultat af poster til dagsværdi - ses at falde mere end 100 mio. euro til 264 mio. euro. Med den brede pensel er det på niveau med estimaterne fra Morgan Stanley.

Nettorenteindtægterne ventes fortsat negativt påvirket af "Personal Banking", hvor der er hård konkurrence specielt i Sverige. Det vil presse udlånsmarginale, vurderer analytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen. Han ser også et vist pres i Danmark fra kundernes lyst til mere sikre boliglån, hvilket belaster marginerne.

Handelsindtægterne ser han i kvartalet påvirket af geopolitisk uro. Italien og handelskrig har fortsat med at være temaer.

Analytikerne, der har leveret tal til Ritzau Estimates, ser omkostningerne i kvartalet som fortsat faldende, og de venter for hele året et omkostningsniveau under bankens udmelding om 4,9 mia. euro. Analytikerne venter knap 4,8 mia. euro. Nordeas mål i 2021 er "under 4,8 mia. euro"

I kvartalet ventes omkostninger at falde til 1173 mio. euro fra 1204 mio. euro.

"Vi er optimistiske omkring den underliggende omkostningsudvikling i den kommende tid som følge af aggressive spareprogrammer og nye effektivisering," vurderer Mikkel Emil Jensen.

Nedskrivningsposten ses fortsat at være negativ. I tredje kvartal med 67 mio. euro mod 79 mio. euro i samme kvartal sidste år.

Storbankens bløde forventninger om et nettooverskud, der er "højere end i 2017", hvor det udgjorde 3407 mio. euro ventes fastholdt. Derimod ventes forventningerne til størrelsen af omkostningerne nedjusteret fra tidligere 4,9 mia. euro. Konsensus hos Ritzau Estimates ligger på lige under 4,8 mia. euro.

Sydbank vurderer at det skyldes en blanding af fordelagtige valutaudsving og effektiviseringer.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs