FinansWatch

Nordea forbyder flere tusinde ansatte at handle med bitcoin

3800 Nordea-ansatte har fået besked om at holde fingrene fra bitcoins. Det sker for ikke at overtræde loven om egenhandel i værdipapirloven.

Foto: /ritzau/Jens Dresling

Nordea har besluttet at forbyde al handel med kryptovalutaen bitcoin for de af bankens ansatte, der har med de allerstørste kunder at gøre.

Det drejer sig samlet om 3800 i Nordea-koncernen, der alle er ansat i bankens wholesale-afdeling, skriver det norske erhvervsmedie E24.

"Årsagen til forbuddet er, at de, som arbejder i wholesale banking, er ansat under strengere regler og også er underlagt loven om egenhandel i værdipapirloven," siger Nordeas norske kommunikationschef, Synne Ekrem, til E24.

Hun fortæller, at reglerne er skærpet på eget initiativ, men afviser at kommentere, hvorvidt det kan komme til at gælde alle ansatte i Nordea.

Nordea-topchef Casper von Koskull har tidligere udtalt sig særdeles kritisk om bitcoin.

"Når du kigger på bitcoin, viser historien, at nye valutaer kommer og går. Så det er min grund nummer et til at være skeptisk, og jeg er meget skeptisk. Hvis du tillader det at leve uden nogen kontrol, så - givet alle de milliarder, vi bruger på finansiel regulering i det finansielle system - mener jeg faktisk, at det er en joke, at sådan noget som bitcoin findes. Jeg forstår det ikke. Det er absurd," sagde Casper von Koskull i december til Bloomberg News.

Nordea havde ved udgangen af oktober 31.000 ansatte, men på daværende tidspunkt annoncerede banken en spareplan, der kommer til at koste 4000 ansatte og 2000 tilknyttede konsulenter jobbet.

Kryptovalutaer har været kraftigt stigende gennem 2017, hvor de største - bitcoin, ethereum og ripple - blev mangedoblet i værdi. I starten af 2018 er gassen dog gået en anelse af ballonen.

Grundlæggende er kryptovalutaer linjer af computerkoder, der bliver digitalt underskrevet, hver gang de handles.

Derudover er de kendetegnet ved, at de ikke udstedes eller styres af en centralbank, men derimod bliver reguleret af brugerne selv.

 

/ritzau/FINANS

Nationalbanken: Kryptovalutaer er ikke valutaer

Bitcoin rammer 10.000 dollar og er stort set halveret i værdi

Forsiden lige nu

Avis: Minister vil lukke ATP-sag om skattenedslag

Seks års kamp for en pensioneret arkitekt med ATP om at få udbetalt skattenedslag er formentlig slut, efter skatteminister Karsten Lauritzen har besluttet at finde en afslutning på sagen. Det skriver Finans.

Regeringen varsler ændringer på lånemarkedet

I ny såkaldt forbrugerpolitisk strategi ytrer regeringen, at man ønsker at ophæve risikomærkningen af boliglån, mens det skal være lettere at finde lånetilbud. Derudover lægges der op til en bedre beskyttelse af forbrugere, som optager kviklån.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere